Niels Aagesens Gård
Billeder følger senest i september 2025
Opført: 1750-1751
Matrikelnummer: 126, Sankt Annæ Øster Kvarter
Fredet: 1945
Arkitekt: Nicolai Eigtved
Beskrivelse
Matriklen består af forhus, sidehus og baghus og er alle beskrevet nedenfor:
Det klassicistiske forhus blev opført 1750-1751 af hofbygmester Nicolai Eigtved (1701-1754), som den ene af to komplekser (det andet er nedrevet) med kælder og tre etager for tømmerhandler Niels Aagesen. Ombygget 1845-1846 af ejeren, murermester Christian Olsen Aagaard, hvorved den fjerde etage blev tilføjet ligesom forhusets vinduesindfatninger og smedejernsbrystninger blev til. Huset blev fredet i 1945.
Billedtekst: Over første og anden sals midterfag ses krumme fordakninger.
Ved samme lejlighed blev det otte fag brede sidehus opført med kælder og fire etager med tre kviste. Fredet i 1945. Der foreligger for øjeblikket ingen yderligere oplysninger om baghuset (pr. 30.januar 2023).
Baghuset er fra 1846. Der foreligger for øjeblikket ingen yderligere oplysninger om baghuset (pr. 30.januar 2023).
Beboere
I 1772 var filosoffen og embedsmanden Tyge Jesper Rothe (1731-1795) ifølge vejviseren opført som beboer, men hvorfra han videre flyttede til vides ikke, men han var i 1776 at finde som beboer i Lille Strandstræde 6.
Tyge Jesper Rothe
Geheimeråd Schack Rathlou (1728-1800) var fra 1773 til til 1782, at tælle blandt ejendommens beboere.
Schack Rathlou
Admiral Steen Andersen Bille (1751-1833) havde adresse her i 1816 samt i perioden 1823-1829. Bille deltog i slaget ved Tripolis.
Steen Andersen Bille
Admiralens søn, der ligeledes hed Steen Andersen Bille (1797-1883), boede her 1823-1829.
Steen Andersen Bille
Tivolis grundlægger og bladudgiver Georg Carstensen (1812-1857) var her bosiddende i 1847.
Inspirationen til Tivoli kom fra hans oplevelser verden over og ved åbningen 15.august 1843 med 3.615 gæster, var haven en sensation med sine fremmedartede bygninger. Pressen var ikke begejstret for dette Tivoli, i modsætning til de ca.175.000 gæster, som strømmede til haven i den første sæson. Komponisten og dirigenten H.C. Lumbye (1810-1874) var også stærkt medvirkende til havens succes ligesom det også skal nævnes, at H.C. Andersen (1805-1875) i Tivoli fandt inspirationen til Nattergalen. Af Carstensens gamle Tivoli er intet bevaret.
Blandt andre af Carstensens virksomheder var udgivelsen af det populære dameblad Figaro, fester i Rosenborg Have, vintertivoli i Casino i Toldbodgade m.m. Georg Carstensen døde kort før åbningen af forlystelsesetablissementet Alhambra på Frederiksberg i 1857.
Georg Carstensen
Lægen Oluf Lundt Bang (1788-1877) boede i nr.22 (dengang Amaliegade 126) fra 1848 til 1857. Han var søn af lægen og forfatteren Frederik Ludvig Bang (1747-1820)
Oluf Lundt Bang
Mest berømte beboer her var utvivlsomt digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850). Han boede her kun i en kort periode og døde her klokken 23.00 den 20.november 1850. En datter af digteren Carsten Hauch berettede senere om begravelsen, at “det var som om, der blev trukket et sørgetæppe over et halvt århundrede”.
Adam Oehlenschläger voksede op på Frederiksberg Slot, hvor faderen var slotsforvalter. I oktober 1800 blev han student og året efter kom Slaget på Reden, hvor han meldte sig til Kronprinsens Livkorps og blev sergent samt fanejunker.
Natten mellem 4. og 5.maj 1802 blev de berømte guldhorn stjålet fra Kunstkammeret (bygningen over for Folketinget) og denne begivenhed blev skelsættende for hans fremtidige liv. Inspireret af 16 timers uafbrudt samvær med filosoffen Henrik Steffens (1773-1845) – der var fætter til Grundtvig – skrev Oehlenschläger digtet Guldhornene i 1802, som indgik i værket Digte 1803, der også indeholder Sankt Hansaften-Spil og Hakon Jarls Død.
Med disse digte var romantikken som stilart nået Danmark og afsluttedes først mange årtier senere, da bl.a. Georg Brandes og Henrik Pontoppidan slog til lyd for realismen og naturalismen. Oehlenschläger blev nu en forgrundsskikkelse i dansk poesi, der bestyrkedes af den i 1805 udsendte Poetiske Skrifter 1-2, som rummer nogle af den danske romantiks mest beundrede værker heriblandt eventyrspillet Aladdin. På en dannelsesrejse i perioden 1805-1809 skrev han tragedier som Baldur hin Gode, Palnatoke og Axel & Valborg, der alle byggede på nordisk mytologi.
Ved hjemkomsten blev Oehlenschläger professor i æstetik og selvom hans senere digtning aldrig nåede ungdommens højder vedblev han dog med at skrive, ligesom han var sin egen udgiver. Dog modtog Oehlenschläger fortsat både hæder og ære; i 1829 hyldedes han i Lund som Nordens digterkonge og i 1831-1832 var han universitetets rektor, æresmedlem af Kunstakademiet i 1844 og blev slået til storkorsridder på sin 70-års dag i 1849.
I sine erindringsbøger beretter Arthur Abrahams (1836-1905) om dagen for Oehlenschlägers død (skriver fejlagtigt 20.januar og ikke 20.november):
Professor Hansen, som var Oehlenschlägers Læge, skulde spise hos os den Dag. Da han kom, bragte han min Fader, en hilsen fra Oehlenschläger, hvem han havd fortalt, hvor han skulde spise til Middag. Det har vel været den sidste Hilsen, Oehlenschläger sendte ud i Verden!. Om Eftermiddagen saae Hansen igjen til ham, Kl. 11 tog Fru Hansen hjem tilligemed de andre Gjæster, hendes Mand var atter gaaet til sin Patient. Kort efter at Alle vare gaaede, ringede det; det var Professor Hansen, som kom tilbage for at fortælle, at nu var Oehlenschläger død. Allerede den samme Aften hørte jeg af Hansens Mund, hvad der jo senee er blevet almindelig Kjendt, at han paa sit Yderste bad sin ældste Søn om at læse nogle Scener af hans “Sokrates” for ham og udtalte det Ønske, at Theatret, naar det gav en Mindefest for ham, vilde opføre “Sokrates””.
Adam Oehlenschläger
Peder Faxøe (1761-1840)
Adam Oehlenschläger som 6-årig
1785 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain
C. A. Jensen (1792-1870)
Adam Oehlenschläger
1825 – public domain
Friedrich von Amerling (1803-1887)
Adam Öehlenschläger
1844 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain
Constantin Hansen (1804-1880)
Esaias Tegnér laurbærkranser Oehlenschläger i Lunds Domkirke 1829
1866 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain
Diplomaten og ministeren H. E. Reedtz (1800-1857) var bosiddende her omkring 1851.
H. E. Reedtz
Ifølge vejviseren boede politikeren C. A. Bluhme (1794-1866) kun her i 1855.
Kommandørsønnen Bluhme blev cand.jur. i 1816 og via forskellige embedsmandsstillinger landet over tiltrådte han i 1843 en ledende stilling i centraladministrationen. Skønt uden forudgående politisk aktivitet var hans indstilling klart konservativ, hvor han ved en lejlighed med bevingede ord slog fast, at den europæiske nødvendighed betød, at monarkiet skulle omfatte både kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. I 1848 udnævntes Bluhme til handelsminister i Martsministeriet og senere på året valgtes han til Den Grundlovgivende Rigsforsamling*.
Året efter blev han kabinetssekretær for Frederik VII (1808-1863) og i 1851 udnævntes han til udenrigsminister, hvor han som helstatsmand spillede en væsentlig rolle, i og med han også var en dygtig forhandler. Således var det også Bluhmes fortjeneste, at Danmark bevarede sin neutralitet under Krim-krigen 1853-1856.
I to perioder var han direktør for Øresunds Toldkammer og stod som sådan i 1856 som dansk forhandlingsleder i den internationale konference om ophævelse af Øresundstolden. For denne indsats dekoreredes han med Elefantordenen.
Efter krigen i 1864 blev han konseilspræsident** efter den nationalliberale D. G. Monrad (1811-1887) og da Danmarks skæbne var beseglet med nederlaget i 1864 til Preussen og Østrig, kunne Bluhme ikke gøre meget andet end på Danmarks vegne, at slutte fred i Wien den 30.oktober 1864. Denne fred resulterede i Danmarks afståelse af hertugdømmerne samt en accept af grænsen ved Kongeåen.
Efter krigen påbegyndte han arbejdet af en ny forfatning. men da også personlige følelser i forbindelse med tabet af sønnen Charles ved Dannevirke i krigen 1864 samt hustruens død i begyndelsen af 1865 blev disse sammenholdt med større politiske vanskeligheder årsagen til, at Bluhme trådte tilbage i november 1865.
C. A. Bluhme
General Christian de Meza (1792-1865) boede her i 1858 og igen i årene 1864-1865.
Han var 1.april 1865 blevet afskediget fra hæren og afbrød derefter så godt som al samkvem med omverdenen. De Meza døde her samme års 16.september uden egentlig forudgående sygdom.
Hans enke Eleonora Christina Tscherning (f. Lützow – 1817-1890) gav ham dette smukke eftermæle: “Gud være lovet, hans sidste timer vare dog smertefri; og stille døde han med sin hustru Elisabeths navn på læberne. Gud velsigne ham i hans grav for hver søn, hver husbond og kær ven, der vendte tilbage til sine ængstelig ventende kære, heller end at gå til grunde i en frugtesløs kamp ved Dannevirke; den vanvittige krig har kostet meget for meget blod, har skudt et sår, som aldrig kan læges“.
Allerede fra 1803 gjorde han tjeneste i hæren og deltog som ganske ung i forsvaret af København under bombardementet i 1807. I 1821 udnævntes de Meza til kaptajn, 1842 til major, 1848 til oberstløjtnant, 1849 til generalmajor og endelig i 1863 til overgeneral.
En lang og noget broget karriere havde han over disse 60 år, men hans beslutning om tilbagetrækning fra Dannevirke-stillingen under krigen i 1864 blev begyndelsen til enden for de Meza, idet han undsagde de politiske instrukser om, at denne stilling skulle holdes. Men da preusserne den 1.februar 1864 gik over Ejderen, trak de danske tropper sig tilbage fra Dannevirke fordi de Meza indså, at et tilbagetog var nødvendigt. I al ubemærkethed trak danskerne sig tilbage om aftenen den 5.februar og først kl.04.00 den følgende morgen opdagede preusserne, at danskerne havde trukket sig tilbage.
I København følte krigsministeren sig krænket over de Mezas beslutning og kaldte denne til København. Christian de Meza trådte tilbage fra overkommandoen og genoptog igen posten som kommanderende general i København; en post han fik tilbage i november 1863. At ansvaret for tilbagetrækningen dengang var de Mezas og at den politisk var imod danske interesser, har eftertiden dog fundet rømningen som tvingende nødvendig, hvis man ville afværge det helt store nederlag.
I 1865 afskedigedes han fra hæren og afbrød så godt som al samkvem med sin omverden. Christian de Meza var gift med en søster til officeren og politikeren A. F. Tscherning (1795-1874).
Christian de Meza
Af vejviseren fremgår det at provsten Aleth Hansen (1817-1889) kun var bosiddende her i 1870.
Aleth Hansen
Den ugifte prinsesse Thyra (1880-1945) – en datter af Frederik VIII (1843-1912) – ejede og beboede huset fra 1930 og frem til sin død.
H.A.G. Schiøtt (1823-1893)
Prinsesse Thyra af Danmark
Maleri fra 1857 – Amalienborg – public domain
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
233 danske borgerhuse. Allan Tønnesen. Gyldendal. 1979 (s. 17-18).
Amaliegade og Niels Aagesens Gaard nr.22. V.Richter-Friis. 1962.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Frederiksstaden. Grundlæggelsen af en københavnsk bydel 1749-1760. John Erichsen. 1972.
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s. 21).
Huse og mennesker. Strejftog i det gamle København. Georg Nygaard. Foreningen Fremtiden. 1941 (hæfte II, s. 56-59).
Hvem boede hvor – kendte danskere i 1800-tallets København. T. M. Sandau. Forlaget Sesam. 2001.
Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag, 2.udgave. 1968 (bind 1, s.30).
Københavns farver. Bente Lange. Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag, 2.udgave. 2004.
Minder fra mine forældres hus. Arthur Abrahams. Det Schubotheske Forlag. 1894.
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Pynt på gesimsen – facader på københavnsk etagebyggeri 1860-1920. Kristian Hvidt. G. E. C. Gad. 1983 (s.42-43 og 53).
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk