Dehns Palæ
Billeder følger senest i september 2025
Opført: 1752-1756
Matrikelnummer: 179, Sankt Annæ Øster Kvarter
Fredet: 1951
Arkitekt: J. G. Rosenberg / Vilhelm Wohlerts Tegnestue / Inger Ravn
Beskrivelse
Rokokobygningen Dehns Palæ består ligesom genboen Bernstorffs Palæ af tre pavilloner med indskudte lavere mellembygninger. Arkitekten til de to tvillingeejendomme var landbygmester J. G. Rosenberg (1709-1776), der i 1756 kunne aflevere dette færdige palæ til bygherren, gehejmeråd F. L. von Dehn (1697-1771).
Flot ser facaden ud med de skiftende bygningshøjder, de mange øreliséner og pilastrene på midterpavillonen og ikke mindst de svungne mansardtage. En brand i natten mellem 3. og 4.maj 2010 forårsagede desværre så store skader, at kun ydermurene stod intakte. Wilhelm Wohlerts Tegnestue har siden 2010 forestået en ombygning til en kontorejendom, men med respekt for bygningens historie.
Palæet blev i begyndelsen af 1800-tallet udstykket således, at hjørnebygningen mod Frederiksgade (nr.17) blev en selvstændig matrikel, hvad den siden har været.
Vilhelm Wohlerts Tegnestue forestod restaureringen og ombygningen af palæet for Danmarks Apotekerforening i årene 1984-1986 og blev i 1987 præmieret for arbejdet af Københavns Kommune.
En gårdhave blev etableret i 1986 efter tegninger af landskabsarkitekten Inger Ravn (f.1943).
Beboere
Den tyskfødte gehejmeråd F. L. von Dehn (1697-1771) boede her til 1764. Han var opvokset i Tyskland, men blev kaldt til Danmark i 1750.
F. L. Dehn
Greve Christian Ditlev Reventlow (1748-1827) havde her adresse omkring 1780.
I 1775 arvede han lensgrevskabet Christianssæde på Lolland efter faderen, hvor han indførte moderne driftsmetoder, afskaffede hoveriet og oprettede skoler. Som embedsmand i centraladministrationen fra 1773 gik vejen til posten som statsminister i 1797 via poster som bl.a. deputeret i Kommercekollegiet, deputeret i Generaltoldkammeret og præsident for Rentekammeret.
Dog er det som en af hovedmændene bag landboreformerne i 1780erne og 1790erne, som førte til Stavnsbåndets ophævelse, hoveriets afskaffelse m.v., at den sympatiske Reventlow for alvor indskrev sig i danmarkshistorien.
Kort efter statsminister Ove Høegh-Guldbergs fald i 1784 nedsatte Reventlow den såkaldte Lille Landbokomission, der fik til opgave at reformere det nordsjællandske krongods og i 1786 (også på Reventlows opfordring) nedsat Den Store Landbokomission, som skulle reformere forholdene for hele landets bondestand. Disse kommissioners arbejde resulterede som nævnt i bl.a. Stavnsbåndets ophævelse (1788) og skoleloven af 1814. I december 1813 tog Reventlow sin afsked som statsminister og levede til sin død på Christianssæde.
C. D. Reventlow
Diplomaten og litteraten August Hennings (1746-1826) boede her 1782-1784.
August Hennings
I perioden 1794-1806 boede ægteparret hertug Frederik Christian af Augustenborg (1765-1814) og Louisa Augusta (1771-1843), som var datter af dronning Caroline Mathilde (1751-1775) og lægen, kabinetsminister J. F. Struensee (1737-1772).
Louisa Augusta Hertug Frederik Christian
Jens Juel (1745-1802)
Louise Augusta
1787 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain
Anton Graff (1736-1813)
Hertuginde Louisa Augusta af Augustenborg
1791 – Rosenborg Slot – public domain
Anton Graff (1736-1813)
Hertug Frederik Christian af Augustenborg
Maleri fra 1790erne – public domain
Storkøbmanden C. W. Duntzfeldt (1762-1809) boede her i årene 1809-1810.
C. W. Duntzfeldt
Blandt sin tids mægtigste embedsmænd var statsministeren Frederik Julius Kaas (1758-1827), der boede her i årene 1809-1811.
Han blev jurist i 1782 og var i perioden 1783-1802 i Norge, hvor han bestred embeder som bl.a. assessor, generalauditør, lagmand og stiftamtmand. Hjemvendt til København blev han justitiarius i Højesteret og var fra 1804 chef for Danske Kancelli.
Blandt flere af Kaas´ rejser kan nævnes besøget i Paris i 1811, hvor han lykønskede selveste Napoleon i forbindelse med dennes nyfødte søn og hvor han med franskmændene forhandlede forskellige forhold vedrørende Englandskrigene.
Frem til sin død var han justitsminister 1813 og fra 1814 medlem af gehejmestatsrådet. Den største af Kaas´ bedrifter er dog skoleloven (Almueskoleloven) af 1814, hvor undervisningspligten blev indført og altså har været gældende i over 200 år. Undervisningspligten (ikke skolepligt) er skrevet ind som grundlovens paragraf 76.
F. J. Kaas
Diplomaten Niels Rosenkrantz (1757-1824) havde her sin bopæl i perioden 1814-1822.
Niels Rosenkrantz
I 1820 købtes palæet af den skotskfødte plantage- og slaveejer Christopher MacEvoy (1760-1838), der boede her til sin død i 1837.
Han skabte en formue på indførsel af slaver til Dansk Vestindien, hvor han drev store plantager (forbud mod indførsel af negre blev stadfæstet i 1803). I 1817 købte han Bernstorff Slot, hvor han døde i 1838. Et senere skudsmål af den ugifte MacEvoy vidner om et både tilbageholdende og indesluttet menneske.
Skuespillerinden Johanne Luise Heiberg (1812-1890) og hendes mand, teaterdirektøren og forfatteren Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) samt dennes mor Thomasine Gyllembourg (1773-1856), boede sammen her i perioden 1843-1844; de boede i pavillonen mod Frederiksgade. De alle tre er beskrevet nedenfor:
Foruden sit ægteskab med skuespillerinden Johanne Luise Heiberg (f.Pättges; 1812-1890) er der i hvert fald to ting han huskes for: han skrev børnesangen Højt på en gren en krage og det nationalromantiske skuespil Elverhøj.
Som teaterdigter- og kritiker satte han om nogen anden dagsordenen for en stor del af tidens kultur. Det måtte Öehlenschläger blandt andet sande da Heiberg i midten af 1820erne fældede hårde domme over Guldhornene. Især med vaudevillerne Aprilsnarene (1826) og Et eventyr i Rosenborg Have (1827) der med kvik og formfuldendt iscenesættelse blev store succeser, blev han dog snart et stort navn.
Vaudevillerne oplevede han på sit tre år lange ophold i Paris (1819-1822), hvor han levede med sin landsforviste far P. A. Heiberg (1758-1841), der godt 25 år tidligere havde antastet kongen og borgerskabet i forskellige skrifter; han skrev bl.a.”…ordener hænger man på idioter”.
Sideløbende med vaudevillerne grundlagde Heiberg også bladet Kjøbenhavns Flyvende Post (1827-1830), hvori han indtog en kritisk stilling til ny litteratur og var streng i sine krav om, at værker var i overensstemmelse med digtartens tilhørsforhold.
Fra 1849 til 1856 var han direktør for Det Kongelige Teater, men uden succes da han praktiserede den enevældige ledelsesstil, som flere af tidens store skuespillere ikke bifaldte. Konsekvensen blev at flere skuespillere i stedet søgte til Hofteatret på Christiansborg og først vendte tilbage da Heiberg ikke længere var chef for nationalscenen.
J. L. Heiberg
Dansk teaterhistories største ikon er Johanne Luise Heiberg (f. Pättges; 1812-1890). I perioden 1843-1844 boede hun og ægtemanden Johan Ludvig Heiberg samt svigermoderen, forfatterinden Thomasine Gyllembourg (1773-1856) i pavillonen mod Frederiksgade. På dette tidspunkt var hun for længst blevet dansk skuespils ubestridte førstedame og ikke overgået siden.
Fru Heiberg som hun kaldtes, var som 8-årig blevet optaget som elev på Det Kgl. Teaters balletskole. I 1826 fik hun sin debut som skuespillerinde og fastholdt fra da af sin enorme popularitet i årene frem til 1864, hvor hun efter at have spillet ca.270 roller stod på scenen for sidste gang, som Elisabeth i Elverhøj. Hun blev herefter sceneinstruktør, hvor hun satte flere af Henrik Ibsens skuespil op.
Den forgudede fru Heiberg som ofte selv syede sine teaterdragter, havde med sin mand en prominent omgangskreds med navne som H.C. Ørsted, C.C. Hall, Tscherning, Weyse m.fl., som besøgte dem i lejligheden i stueetagen. Hendes memoirer Et liv genoplevet i erindringen er meget spændende læsning, men også farvet af bl.a. ægtemandens upopulære periode som direktør for Det Kongelige Teater, hvor hun samtidig var dets primadonna. I de år var nationalscenen suverænt præget af navnet Heiberg.
Johanne Luise Heiberg var den første danske kvinde som blev dekoreret, idet hun i 1882 modtog fortjenstmedaljen i guld.
Johanne Luise Heiberg
Forfatterinden Thomasine Gyllembourg (f. Buntzen, gift Heiberg og senere Gyllembourg; 1773-1856) boede her i årene 1843-1844.
Hun blev gift med forfatteren P. A. Heiberg (1758-1841) i 1790, men efter hans landsforvisning i 1800 lod hun sig skille fra ham og giftede sig i 1801 med svenskeren Carl Frederik Ehrensvärd-Gyllembourg (1767-1815). Med P. A. Heiberg fik hun sønnen Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) i hvis tidsskrift Kjøbenhavns Flyvende Post hun anonymt indledte en forfatterkarriere, hvortil hun leverede populære skildringer af middelklassens liv. Af de bedst kendte kan nævnes brevromanen Familien Polonius (1827), novellerne En Hverdagshistorie (1828), Slægtskab og Djævelskab (1830) og To Tidsaldre (1845).
For dem som husker eller har haft muligheden, var det Thomasine Gyllembourg som sad og smilte på de forrige 1000-kronesedler.
I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus omtaler Arthur Abrahams (1836-1905) flere af sin samtids kendte personer og nævner Thomasine Gyllembourg. Mange mistænkte hende i sin tid for, at være ophavskvinden bag det anonyme forfatterskab til hverdagshistorierne, som hendes bøger blev omtalt og om det beretter Abrahams:
“Man antog i Almindelighed, at de skrev sig fra den Heiberg-Buntzenske Kreds. Fru Gyllembourg holdt imidlertid ligesaa stærkt paa sin Anonymitet som Saint-Aubain paa sin. Frøken Henriette Wulff fortalte, at, da hun en dag havde været på Besøg hos Fru Gyllembourg, som den gang boede hos Heibergs, var Spørgsmaalet om hverdagshistoriernes Forfatter kommen paa Tale, og Frøken Wulff fremsatte da som den Almindelige Antagelse, at det var Fru Gyllembourg selv. >>Hvor kan De tror det?<< svarede Fru Gyllembourg, >> De ved jo saa godt, at jeg aldrig rører hverken pen eller Blæk.<< Men i samme Øjeblik kom Tjeneren ind med et Blækhus af en ganske ualmindelig Størrelse og spurgte, om han maate sætte den ind i Fruens Værelse, og Fru Gyllembourg blev ganske rød i hovedet“.
Th. Gyllembourg
Prins Frederik af Hessen-Kassel (1820-1884) købte palæet i 1844, men flyttede herfra og tilbage sin hjemstavn efter krigen 1864 til det af Preussen indlemmede Hessen-Kassel.
Frederik af Hessen-Kassel
Anonym
Prins Frederik af Hessen-Kassel
Maleri fra ca.1810 – Norsk Folkemuseum – public domain
Frederik Møller (1839-1917) fra pianofirmaet Hornung & Møller havde også sin privatbolig her i en årrække.
Frederik Møller
Virksomheder
Pianofirmaet Hornung & Møller har her haft sin virksomhed fra 1871 og frem til 1984.
Musikkonservatoriet havde fra sin begyndelse lejede lokaler i stueetagen, indtil det i 1887 flyttede til Vester Voldgade 11 og derfra videre i 1905 til de nuværende lokaler på H. C. Andersens Boulevard (flyttede i 2008 til Rosenørns Allé). I begyndelsen lød navnet Københavns Musikkonservatorium og var stiftet af prominente musikere som Niels W. Gade, H. S. Paulli og J. P. E. Hartmann.
Læs mere på www.musikhistoriskmuseum.dk og www.dkdm.dk
Danmarks Apotekerforening købte palæet i 1984 og har siden 1986 haft til huse her.
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Danmarks arkitektur – byens huse – byens plan. Sys Hartmann og Villads Villadsen. Gyldendal. 1985.
Danmarks Bygningskultur. Harald Langberg. Fonden til udgivelse af arkitekturværker. 1978. (bind 1).
Danmarks Bygningskunst – fra oldtid til nutid. Red. Hakon Lund og Knud Millech. H. Hirschsprungs Forlag. 1963.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Den præmierede by. Hans Helge Madsen & Otto Käszner. Arkitektens Forlag. 2003 (s. 276).
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s. 33).
Hvem boede hvor – kendte danskere i 1800-tallets København. T. M. Sandau. Forlaget Sesam. 2001.
Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag, 2.udgave. 1968 (bind 1, s.56).
Købmand, sømand og supercargo – guide til den florissante handels København. Kåre Lauring. 1998 (s.26-27).
Minder fra mine forældres hus. Arthur Abrahams. Det Schubotheske Forlag. 1894 (om T. Gyllembourg, s. 13).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk