Billeder følger senest i september 2025
Opført: før 1751 / 1758 / 1783
Matrikelnummer: 387, Sankt Annæ Øster Kvarter
Fredet: nej
Arkitekt: J. C. Conradi / Valdemar Sander
Beskrivelse
Matriklen består af forhus, sidehus og tværhus:
Huset blev i 1758 opført for toldtaxatør Teger af murermester J. C. Conradi (1709-1779) og i årene 1908-1909 ombygget efter tegninger af Valdemar Sander (1876-1975).
Sidehuset til Amaliegade som står opført i bindingsværk er for stueetagens vedkommende fra før 1751, mens den høje førstesal samt kvisten er fra 1783. Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af sidehuset (pr. 31.januar 2023).
Det bageste tværhus fra 1783 er over fire fag med en to etager høj kvist, der dækker hele mansardtagets højde. Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af tværhuset (pr. 31.januar 2023).
Beboere
Selve hjørnehuset ud til Amaliegade/Fredericiagade var ejet af forfatteren Knud Lyhne Rahbeks far, toldinspektør Jacob Rahbek (1728-1795). Fredericiagade hed dengang Blancogade og Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) har i sine erindringer givet mange spændende historier om de mennesker, der boede her og dem der kom som gæster.
Bl.a. boede Rahbek her i samme værelse som sin strenge huslærer, teologen J. Lorenz Jensen Adzer (ca.1724-????), der underviste drengen fra 9 til 15 og bl.a. introducerede ham til værker af Johannes Ewald (1743-1781), som var en god ven af Adzer. Om aftenen låste han Rahbek inde på værelset og stak nøglen i lommen, men forgæves forsøgte Rahbeks stedmor at få ændret dette forhold. I 1772 blev Rahbek kostskoleelev på Herlufsholm ved Næstved og vendte her tilbage som student i 1775 for så endeligt, at flytte herfra i 1778.
Nogen tid efter solgte faderen ejendommen til en købmand Duncan og fik 1782 opført ejendommen Store Kongensgade 59, hvortil familien flyttede samme år.
Knud Lyhne Rahbek
Af købmand Duncan købte toldkontrollør og senere justitsråd Hans Boye (1745-1815) så ejendommen i 1795.
Han havde i 1778 giftet sig med salmedigteren Birgitte Cathrine Boye (1742-1824), der i ægteskabet medbragte tre børn, som hun fik med sin afdøde mand, skovrideren Herman M. Hertz (1734-1775). De tre børn var senere domprovst Jens Michael Hertz (1766-1825), senere klokker ved Roskilde Domkirke, forfatteren Christian Hertz (1765-1810) samt datteren Inger Dorthea Hertz (1768-1837), som i 1794 blev gift med den velhavende Thomas Potter (1746-1811) på Christianshavn.
Lucie Elise Fich (1800-1883) der var datter af ovennævnte Jens Michael Hertz, har i sine erindringer Domprovsten i Roskilde skrevet med fyldige detaljer om livet her i ejendommen, bl.a. at hendes mormor – føromtalte Birgitte Cathrine Boye – var et elskværdigt og hjælpsomt menneske, der tog en kun få måneder gammel pige til sig. Pigen hed Dorthe og ifølge bogen gik der længe før Cathrine fortalte sin mand, at hun havde taget pigen til sig. Dorthe blev i øvrigt gift med den politiske tænker og skolemand, dr.theol. J. J. Dampe (1790-1867), der skulle opleve at sidde 27 år af sit liv i både Kastellet og på Christiansø ved Bornholm, fordi han i 1820 havde arbejdet for, at få en demokratisk forfatning i Danmark; Frederik VI (1768-1839) var om nogen konge enevældens mand og derfor den hårde straf!
Kommandøren og skribenten Diderik de Thura (1704-1788) boede her i ejendommen, mens Knud Lyhne Rahbek var barn. Rahbek omtaler ham og beretter i sine erindringer om, hvorledes familien samledes om aftenen til kortspil med bl.a. Thurah.
Som 19-årig blev Thurah sekondløjtnant i marinen, hvorefter han studerede skibsbyggeri i udlandet og vendte hjem til en karriere som skibskonstruktør. Paradoksalt nok kom han i sin karriere aldrig til søs, hvad der dog ikke var en hindring, idet han avancerede til henholdsvis premierløjtnant (1732), kaptajnløjtnant (1734), kaptajn (1735) og kommandørkaptajn (1738). Fagligt set var han ikke dygtig og på grund af ringe producerede skibe måtte han 1740 overlade skibskonstruktionerne til andre. Thurah fortsatte dog stadig som chef for skibsbyggeriet med titel af fabriksmester indtil han i 1758 fik stillingen som kommandant på Toldboden, som han bestred til sin død.
Et gæt på at han trods sin manglende faglighed alligevel gennem årene kunne avancere i marinen, skal tilsyneladende findes i, at han havde undervist Christian VI (1699-1746) i kunstdrejning og derigennem have erhvervet sig Kongens Velvilje. Sideløbende med stillingen som kommandant opstod interessen for litterære arbejder, der gennem 1760erne og begyndelsen af 1770erne fra engelsk affødte oversættelser af religiøse skrifter. I perioden 1768-1771 udgav han et ugeskrift, der trods sin popularitet måtte gå ind da store udgifter tillige var forbundet dermed.
Diderik de Thura var bror til arkitekten Lauritz de Thura (1706-1759).
Koncertmester J. E. Hartmann (1726-1793) var i årene fra 1790 til sin død, at tælle som beboer her i Fredericiagade 2.
Fra det polsk/tysk/tjekkiske område Schlesien kom han til København i 1762, hvor han efter et udlandsophold tiltrådte stillingen som koncertmester ved Det Kongelige Teater i 1768 og tillige gjorde sig gældende, som dirigent ved hofkoncerter samt i forskellige musikalske foreninger. I sin egenskab af hofviolinist underviste han for en tid Christian VII (1749-1808) i violinspil.
Hartmann komponerede selv sonater, kammermusik samt symfonier, men mange af hans værker gik desværre tabt i branden 1794 på det første Christiansborg. Hans navn knytter sig til de musikalske kompositioner bag syngespillene Balders Død (1779) og Fiskerne (1780), hvis historier begge var af vennen Johannes Ewald (1743-1781), ligesom han som far til violinisten August Wilhelm Hartmann (1775-1850) dermed blev farfar til den berømte komponist J. P. E. Hartmann (1805-1900).
J. E. Hartmann
Baron Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd (1767-1815) havde her sin bolig i perioden 1812-1815. Han blev i 1801 gift med forfatterinden Thomasine Heiberg (f.Buntzen (1773-1856 – gift Heiberg), hvis efternavn hun tog.
Forfatterinden Thomasine Gyllembourg (f. Buntzen, senere gift Gyllembourg; 1773-1856) boede her med ægtemanden (se ovenfor) i perioden 1812-1815. Thomasine blev gift med P. A. Heiberg (1758-1841) i 1790, men efter dennes landsforvisning i 1800 lod hun sig skille fra ham og giftede sig i 1801 med svenskeren Carl Frederik Ehrensvärd-Gyllembourg (1767-1815).
I sønnen Johan Ludvig Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns Flyvende Post indledte hun anonymt en forfatterkarriere, hvortil hun leverede populære skildringer af middelklassens liv og til de bedst kendte kan nævnes brevromanen Familien Polonius (1827), novellerne En Hverdagshistorie (1828), Slægtskab og Djævelskab (1830) og To Tidsaldre (1845). For dem som husker eller har haft muligheden, var det Thomasine Gyllembourg som sad og smilte på de forrige 1000-kronesedler.
I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus omtaler Arthur Abrahams (1836-1905) flere af sin samtids kendte personer og nævner Thomasine Gyllembourg. Mange mistænkte hende i sin tid for, at være ophavskvinden bag det anonyme forfatterskab til hverdagshistorierne, som hendes bøger blev omtalt og om det beretter Abrahams:
“Man antog i Almindelighed, at de skrev sig fra den Heiberg-Buntzenske Kreds. Fru Gyllembourg holdt imidlertid ligesaa stærkt paa sin Anonymitet som Saint-Aubain paa sin. Frøken Henriette Wulff fortalte, at, da hun en dag havde været på Besøg hos Fru Gyllembourg, som den gang boede hos Heibergs, var Spørgsmaalet om hverdagshistoriernes Forfatter kommen paa Tale, og Frøken Wulff fremsatte da som den Almindelige Antagelse, at det var Fru Gyllembourg selv. >>Hvor kan De tror det?<< svarede Fru Gyllembourg, >> De ved jo saa godt, at jeg aldrig rører hverken pen eller Blæk.<< Men i samme Øjeblik kom Tjeneren ind med et Blækhus af en ganske ualmindelig Størrelse og spurgte, om han maate sætte den ind i Fruens Værelse, og Fru Gyllembourg blev ganske rød i hovedet“.
T. Gyllembourg
I Amaliegade 21 boede juristen og teaterkritikeren Peder Rosenstand-Goiske (1752-1803) i årene 1784-1785.
Han regnes for værende Danmarks første teaterkritiker, der i 1771 tog sin begyndelse med sin udgivelse af Den Dramatiske Journal, som han efter tysk forlæg udgav frem til 1773. I dette teatertidsskrift gjorde han op med det til tider middelmådige skuespil og i den hele taget kunstneriske fremtoning i forhold til bl.a. kostumer og scenografi.
Rosenstand-Goiske blev jurist i 1775 og det følgende år udnævnt som auditør ved det holstenske infanteriregiment. Fra 1782 virkede han med titlen som overauditør og fra 1783 som højesteretsadvokat. Da teaterverdenen til stadighed trak i ham takkede han i 1780 ja til udnævnelsen, som censor ved Det Kongelige Teater. Censoratet gav ham ikke den ønskede indflydelse, heller ikke da han 1786 avancerede som den ene af syv direktører i Det Kongelige Teaters direktion. Han tog derfor sin afsked i 1794.
Samme år rejste Rosenstand-Goiske til Oslo (dengang Kristiania) for, at tiltræde jobbet som vicelagmand og allerede 1796 avancerede han til lagmand. Hans skarpe og sarkastiske pen havde over årene også bredt sig til tungen og han skaffede sig mange modstandere i det norske, der i 1797 førte til hans afskedigelse. Han vendte tilbage til Danmark og bosatte sig i Kalundborg, hvor han senere døde.
P.Rosenstand-Goiske
Officeren og forfatteren Werner Hans Frederik Abrahamson (1744-1812) var i Amaliegade 21 bosiddende i årene 1785-1789. Han begyndte 1757 på Landkadetakademiet* og avancerede til kaptajn i 1786, for så at tage sin afsked 1787. I 1799 vendte han dog tilbage som inspektør for akademiet og virkede som sådan til 1810.
Blandt andet i dansk havde Abrahamson fra 1771 undervist på Artilleriskolen og trods sin tyske herkomst (født i Slesvig) udviklede han en forkærlighed for dansk sprog og litteratur, ikke mindst takket være venskabet med digteren Johannes Ewald (1743-1781). Flere danske værker oversatte han til tysk og var desuden rigt beskæftiget med artikler om litteratur i bl.a. tidsskriftet Minerva.
* Landkadetakademiet lå fra 1717 til 1768 og igen 1788-1827 i det gamle operahus på adressen Bredgade 59, der nu huser Østre Landsret. I perioden 1768 til 1788 lå akademiet i Frederik VIIs Palæ / Brockdorffs Palæ på Amalienborg.
W.H.F. Abrahamson
I årene 1825 til 1835 havde professor og musikdirecteur C. N. Schall (1757-1835) havde sin bolig her i Fredericiagade 2.
En stærk teaterlyst drev ham 1772 til Det Kongelige Teaters balletskole, hvor han først var figurant og senere dansede små partier. Fra barnsben spillede han violin og tilfældet ville, at Vincenzo Galeotti (1733-1816) opdagede Schalls musikalske talent, der så 1779 endte med en udnævnelse til Hofviolon*.
Som komponist udviklede han sig stærkt og ikke mindst efter et studieophold i 1789 hvor han med sin bror, cellisten Peder Schall (1762-1820), opholdt sig i både Paris, Dresden og Berlin. Da en af husets tidligere beboere (ovennævnte J. E. Hartmann) i 1792 tog sin afsked som koncertmester i Det Kongelige Kapel, var det Claus Schall som blev hans efterfølger. Frem til 1818 bestred han stillingen som koncertmester, der afløstes af avancementet til stillingen musikdirecteur (kapelmester).
Efter uoverensstemmelser med syngemesteren (operachefen) Giuseppe Siboni (1780-1839) om dennes suveræne ledelse af sangerne, måtte dette naturligvis kollidere med Schalls ligeledes fuldkomne myndighed over musikerne. Siboni stod dog stærkest og Schall fik i 1834 bevilliget sin afsked.
Det er især indenfor balletmusikken at han slog sit navn fast og af mange kompositioner nævnes her Amor og Psyche (1784), Lagertha (1801), Rolf Blåskæg (1808) og Macbeth (1816). Til rækken af syngespil fremhæves her Kinafarerne (1792), hvis tekst var af den senere landsforviste P. A. Heiberg (1758-1841), men også indenfor kammermusikken gjorde han sig gældende, hvor han i kvartetter sad som violinisten til både Haydns og Mozarts værker.
Af andre musikalske discipliner som Schall berørte må tillige kantaterne** huskes, idet han også involverede sig i byens musikliv herunder i Kongens Klub, hvis koncertmester han var i en årrække.
*hofviolon var fra 1655 titlen på kongens musikere, d.v.s. forløberen for titlen kongelig kapelmusicus, som nu om dage er betegnelsen for medlemmerne af Det Kongelige Kapel.
**kantate er en vokalkomposition der akkompagneres af instrumenter. Kantater fremføres bl.a. af kor og orkester i forbindelse med gudstjenester i større kirker.
C. N. Schall
I Fredericiagade 2 havde matematikprofessor C. Ramus (1806-1856) sin bopæl i årene 1853-1854. Fra 1831 var han lærer ved Polyteknisk Læreanstalt i Studiestræde og tog magistergraden på universitetet 1832, hvor han 1833 blev lektor sammensteds og allerede året efter udnævnt til ekstraordinær professor i matematik.
Sideløbende hermed bibeholdt Ramus dog sin lærerstilling på Polyteknisk Læreanstalt. Pædagogiske færdigheder lå ham fjernt og han var som eksaminator ubarmhjertig og sjældent forstående overfor, hvad eleverne fandt let og svært. Men Ramus tilskrives dog som ham der løftede det matematiske niveau – ikke mindst med sine talrige lærebøger og afhandlinger – hvis primære stof var hentet via den udenlandske matematiklitteratur. Her fra Fredericiagade flyttede Christian Ramus til Nørregade 20.
Christian Ramus
Filosofiprofessoren og forfatteren F.C. Sibbern (1785-1872) boede her i Fredericiagade 2 i 1855-1856. Han blev i 1813 udnævnt til professor og virkede som sådan helt frem til 1870. Som filosof lagde Sibbern i sit lange liv vægten på erfaringen – især den personlige livserfaring. Sit vedholdende arbejde for at udforme en filosofisk anskuelse for livets og tankens berettigelse slap han aldrig.
Sibberns filosofiske hovedværk var Psykologisk Patologi (1828), men hans navn hæftes dog overvejende ved brevromanen Gabrielis Breve (1826), som han skrev på baggrund af sin ulykkelige kærlighed til Sophie Ørsted (1782-1818), der var gift med den fremtrædende jurist A. S. Ørsted (1778-1860). Den vellidte Sibbern både inspirerede og påvirkede navne som eksempelvis Søren Kierkegaard (1813-1855) og Poul Martin Møller (1794-1838) og han dyrkede venskaber med blandt andre forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) og salmedigteren N. F. S. Grundtvig (1783-1872).
I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus omtaler Arthur Abrahams (1836-1905) flere af sin samtids kendte personer og nævner også Sibbern, som får følgende karakteristik:
“Min Fader havde altid sat stor Pris paa Sibbern, baade paa Grund af hans interessante Samtale og paa Grund af hans elskelige og humane Personlighed, der jo havde faaet et saa smukt Udtryk i hans “Gabrielis Breve”. Men ved siden af Sibberns Elskværdighed, kan det jo ikke nægtes, at hans Person var meget aparte og tildels komisk. Han var høj og langbenet og havde dertil et Par Fødder af en aldeles umanerlig Størrelse; saa store, at min Fader en Gang i Hastværk, i Professorernes Aftrædelsesværelse paa Universitet, havde taget hans Galosker paa ovenpaa sine egne. Han havde smukke Øjne, men en klumpet næse og en Mund, der nærmest lignede en Revne eller en Sprække; dertil en stærk fremstaaende Hage. han bar en Paryk, som var meget slet gjort, og et Par Flipper af den Slags, som man kaldte “Vatermördere”, imellem hvilke Hovedet sank langt ned. Dels paa Grund af hans Ydre, dels paa Grund af hans aparte Væsen kom han naturligvis til at høre til de personer, om hvem man fortalte mange Anekdoter.
Der fortælles saaledes, at, da han en Sommeraften spadserede paa Gaden i Kjøbenhavn og beundrede det dejlige Maaneskin, faldt det ham pludselig ind, at Frederiksborg Slot maatte tage sig prægtigt ud i Maaneskin. han satte strax sin Plan i Værk og gik til Frederiksborg, men han havde ikke taget med i sin Beregning, at, da han kom dertil, stod Solen allerede højt paa Himlen”.
F. C. Sibbern
Den senere krigsminister og general P. F. Steinmann (1812-1894) boede her ad to omgange, henholdsvis i årene 1837-1839 og i 1841.
Jævnfør ældre tids normer tilsluttede man sig arbejdsmarkedet meget tidligere end nu. Det gjaldt også for Steinmann som kun var ni år gammel da han begyndte i artilleriet, hvor han gennem sin lange karriere avancerede til artillerikadet (1823), stykjunker* (1826), sekondløjtnant (1830), premierløjtnant og adjoint** ved generalkvarter-mesterstaben (1834), adjoint i generalstaben (1839), kaptajn (1842), major (1848), oberstløjtnant (1849), oberst (1854), generalmajor (1862), generalløjtnant (1864) og general (1867).
Steinmann deltog under Treårskrigen*** som stabschef, hvor han bl.a. gjorde god figur under tilbagetoget gennem Jylland. Under den fatale krig mod Preussen i 1864, ledede han i januar uden kamp rømningen af både Lauenborg og Holsten og lod sine tropper placere ved Dannevirke-stillingen.
* stykjunker er en ældre betegnelse for en sergent.
** adjoint (adjudant) er en ældre betegnelse for en medhjælpende, yngre officer.
*** Treårskrigen varede fra 1848 til 1850. Årsagen var slesvig-holstenernes krav om en fri forfatning og Slesvigs løsrivelse fra kongeriget. Slesvig-holstenerne fik preussisk hjælp, men krigen endte med en sejr til Danmark. Krigen 1864 faldt ud til Preussens fordel, der betød at den dansk-tyske grænse lå ved Kongeåen frem til 1920, hvor Sønderjylland blev genforenet med det øvrige Danmark.
P. F. Steinmann
Skuespilleren Peter Schram (1819-1895) havde sin bopæl her fra 1842 til 1845.
Peter Schram
Kunstmaleren og illustratoren Lorenz Frølich (1820-1908) flyttede i 1875 ind i stueetagen til Fredericiagade 2 efter mange års udlandsophold.
Som 13-årig begyndte Frølich at modtage undervisning af guldaldermalerne Eckersberg, Købke og Rørbye, men trods kompetent undervisning fra så store kunstnere blev han dog mere grafiker og tegner end kunstmaler; det huede da heller ikke vennerne J. Th. Lundbye (1818-1848) og P. C. Skovgaard (1817-1875), at han var tiltrukket af Tyskland, Frankrig og Italien, hvilket de mente ville betyde, at han var “tabt” for Danmark.
Det skete dog ikke, men fra 1851 til 1875 opholdt Frølich sig stort set kun i Frankrig og blev fra omkring 1860 internationalt kendt for sine tegninger til næsten 100 franske børnebøger. Han lavede også malerier og tegninger med historiske og mytologiske motiver samt illustrationer til bl.a. H. C. Andersens eventyr og historier. Frølich boede her i stueetagen til 1878 og flyttede til en nu nedrevet ejendom i Frederiksgade.
Lorenz Frølich
Virksomheder
Huset er hjemsted for Italiens danske ambassade.
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Dansk Biografisk Lexikon tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. C. F. Bricka. 1887-1905 Se webudgaven her
Frederiksstaden. Grundlæggelsen af en københavnsk bydel 1749-1760. John Erichsen. 1972.
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s. 52).
Huse og mennesker. Strejftog i det gamle København. Georg Nygaard. Foreningen Fremtiden. 1941 (hæfte II, s. 60-62).
Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag. 2.udgave. 1968 (bind 1, s.84).
Illustreret Musiklexikon. Udg. af Hortense Panum og William Behrend m.fl. H. Aschehoug & Co.1924.
Københavnerbindingsværk. Kjeld Kayser. Nationalmuseets Købstadsundersøgelser. 1985.
Minder fra mine forældres hus. Arthur Abrahams. Det Schubotheske Forlag. 1894 (om T. Gyllembourg, s.13 / om Sibbern, s.76-78).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk