Opført: 1797
Matrikelnummer: 12, Strand Kvarter
Fredet: 1945
Arkitekt: ukendt
Beskrivelse
For- og baghuset samt de to sidehuse blev alle opført i 1797 med kælder og tre etager af tømrermester Frederik C. G. Koop:
Forhuset er bygget over syv fag og står som matriklens øvrige huse fordelt med kælder samt fire etager. Øverst ses en gavlkvist over tre fag, hvorover er placeret en trekantsfronton. Forhusets øverste etage blev tilføjet i 1855, mens kvistene er fra 1930.
Foto fra oktober 2007
Foto fra oktober 2007
En lille trekantsfronton ses øverst på indgangsportalen
Foto fra oktober 2007
Foto fra oktober 2007
De to sidehuse er samtidige med forhuset og ligeledes opført for ovennævnte tømrermester Koop. De er begge bygget over tre fag samt et smigfag. Ligesom forhuset er de rejst med kælder og fire etager. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om sidehusene (pr. 30.januar 2023).
Baghuset er i lighed med matriklens øvrige huse opført for ovennævnte tømrermester Koop. I bogen Historiske Huse i det gamle København ses de beskrevet bygget over “1 almindeligt, 2 smalle fag og 2 smigfag“. Ligesom forhuset er det rejst med kælder og fire etager. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om baghuset (pr. 30.januar 2023).
Beboere
Den franskfødte Første solo Dandser ved Theatret og senere balletmester, Antoine Bournonville (1760-1843), havde her sin adresse i 1811. Hvis navnet klinger bekendt er det fordi, at han var far til balletikonet August Bournonville.
Som 9-årig begyndte Antoine Bournonville sin balletundervisning hos Jean-Georges Noverre (1727-1810) i Paris, der førte ham til optrædener i flere europæiske storbyer og i 1782 blev han engageret til Den Kongelige Svenske Ballet i Stockholm. Der fik Bournonville stor succes, men under en rejse til London strandede han i København og da hans velynder – kong Gustav III af Sverige (1746-1792) – blev myrdet slog han sig ned i hovedstaden.
Han ansattes under gode arbejdsbetingelser som solodanser ved Det Kongelige Teater og da han ramtes af en stormende forelskelse i balletdanseren Mariane Jensen (1767-1797 ), var hans københavnske fremtid beseglet.
Bournonvilles charme og ubestridte talent gjorde ham meget populær, men da han i 1816 skulle efterfølge Galeotti (1733-1816) som balletmester, blev perioden frem til hans afgang i 1823 præget af personaleproblemer og balletten fik ikke det nødvendige løft, da Bournonville ikke besad et egentligt koreografisk talent.
Med sin anden kone Lovisa Sundberg (1776-1859) fik han bl.a. sønnen August Bournonville (1805-1879), der som balletdanser, koreograf og balletmester for alvor løftede dansk ballet op gennem 1800-tallet (se artiklen om ham nedenfor).
Antoine Bournonville
Louis Aumont (1805-1879)
Antoine Bournonville
maleri fra 1827 – public domain
August Bournonville (1805-1879) – der regnes for den moderne ballets fader – boede her som barn omkring 1811.
Blot otte år gammel optrådte han 1813 for første gang i balletten Lagertha, som en af Regnar Lodbrogs sønner og han blev senere den store fornyer af dansk ballet, hvor han som koreograf skabte over 50 balletter og her nævnes Sylfiden (1836), Napoli (1842), Et Folkesagn (1854), Fjernt fra Danmark(1860) og Valkyrien (1861). Efter i 1820 at have modtaget et stipendium til en studierejse til Paris flyttede han derned i 1824 og fik sig en alsidig balletuddannelse, som i 1826 kulminerede med udnævnelsen til solodanser ved Pariseroperaen.
I 1829 udnævntes han til solodanser og balletmester ved Det Kongelige Teater og godt 20 år efter sluttede dansekarrieren i 1848 med rollen som Valdemar i balletten af samme navn. Men som balletmester fortsatte Bournonville til 1877, hvor han bl.a. i 1870 opførte Lohengrin (den første Wagner-opera i Danmark), hvis sceniske indstudering var underlagt ham. Sideløbende med sin karriere skrev Bournonville sin selvbiografi Mit Theaterliv, som udkom i tre dele over en periode på 30 år.
I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus omtaler Arthur Abrahams (1836-1905) flere af sin samtids kendte personer og nævner også August Bournonville, der kom i hans barndomshjem i Bredgade 38. Om Bournonville havde Abrahams´ far en gang udtalt:
“Bournonville hører til de Mennesker, til hvem man kan sige Alt uden at sætte ham i Forlegenhed; jeg er ganske vis paa, at naar En sagde til Bournonville: >>Napoleon var ganske vist en genial Mand, men De er dog langt genialiere<<, saa vilde Bournonville i fuldt Alvor tage det for gode Varer, bukke og kun forbindtligt sige >>Aa!<<. Han vilde hverken rødme over Komplimenten eller tro, at man gjorde Nar af ham”.
August Bournonville
Fysikeren H. C. Ørsted (1777-1851) fik som bekendt verdensberømmelse med sin opdagelse af elektromagnetismen i 1820 og var her for en tid bosiddende i 1811.
Ørsted var fra 1806 drivkraften bag grundlæggelsen af Polyteknisk Læreanstalt (han var dets første direktør), som havde til huse i Studiestræde 6 fra 1829 til 1890. Hans opdagelse af elektromagnetismen i 1820 gav ham verdensberømmelse og blev udgangspunkt for andres opfindelser som telegrafen, telefonen, elektromotorer m.v. To år efter sin opdagelse tog han på rejse til Tyskland, hvor han mødte Goethe og rejste videre til Paris, hvor han bl.a. mødte Ampere.
Ørsted var et beundret menneske, som besad en alsidighed med så forskellige interessefelter som fysik, sprog, filosofi m.m. Omkring 2.000 ord tillægges ham som ophavsmand, inklusive oversættelser af fremmede ord til dansk. Af ord som han selv skabte kan nævnes autoritetstro, billedkunst, elektromagnetisk (!), fordampe, modstandskraft, nejsiger, rumfang, tankeeksperiment og udstråling.
På hans initiativ indviedes Polyteknisk Læreanstalt den 5.november 1829 og der fulgtes hans forelæsninger af bl.a. brygger J. C. Jacobsen (1811-1887), gæringsfysiologen Emil Chr. Hansen (1842-1909) og filosoffen F. C. Sibbern (1785-1872). Blandt sine mange venner bør nævnes hans bror, juristen A. S. Ørsted (1778-1860), teologiprofessoren H. N. Clausen (1793-1877), biskop J. P. Mynster (1775-1854) og eventyrdigteren H. C. Andersen (1805-1875).
Ørsted døde af lungebetændelse den 9.marts 1851 og ligger begravet på Assistens Kirkegård.
H. C. Ørsted
C. A. Jensen (1792-1870)
Portræt af fysikeren H.C. Ørsted
1832-1833 – Statens Museum for Kunst, www.smk.dk – public domain
I årene 1814-1817 havde Professor og Capelmester F. L. E. Kuntzen (1761-1817) her sin bopæl.
Den musikalsk begavede Kunzen – allerede som syvårig lavede han små kompositioner – var i 1781 draget til Kiel for at læse jura, men med opdagelsen af hans talent som både pianist og komponist, blev han bl.a. af den senere kapelmester J. A. P. Schulz (1747-1800) tilskyndet at ændre karriereretning. Tilbage i København underviste Kunzen både i sang og klaver og optrådte desuden som dirigent og pianist.
Dog blev hans opera Holger Danske fra 1789 kun opført seks gange, for så at blive taget af plakaten. Operaens tekstforfatter var digteren Jens Baggesen (1764-1826), der særligt fra Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) modtog megen kritik af både sin person og operaen, som Rahbek som kunstart ikke kunne fordrage. Dette udløste den såkaldte Holger-fejde hvor mange tog del, herunder P. A. Heiberg (1758-1841) der bl.a. skrev parodien Holger Tyske!
Kunzen drog samme år skuffet til udlandet, hvor han i bosatte sig i Berlin. Siden blev han musikdirektør først i Frankfurt og siden i Prag, men flyttede tilbage til København, da han i 1795 blev tilbudt jobbet som kapelmester ved Det Kongelige Teater, som han bestred til sin død. Kunzens store produktion som komponist strækker sig over bl.a. operaer, sange, korværker og musik til skuespil.
F. L. E. Kuntzen
I vejviseren for 1818 står C. L. Sander (1756-1819) opført som beboer her i huset, hvor han boede til sin døde året efter. Som det rigtigt nok fremgår af vejviseren var han Professor i Pædagogik og Methodik, men mest kendt som forfatteren bag tragedien Niels Ebbesen.
Han var født i Holsten og uden en regelmæssig skolegang modtog han først egentlig og gratis undervisning som 14-årig, der foregik hos borgmesteren i Itzehoe. Efter flere års ophold i Altona og Kiel blev han 1779 lærer i byen Dessau, hvor både et anstrengende arbejde og konflikter påvirkede hans svagelige helbred. I 1783 tog han sin afsked fra skolen og drog til København, hvor han året efter ansattes som huslærer hos Christen Ditlev Reventlow (1748-1827).
Sander havde udgivet både digteriske og pædagogiske værker og i København begyndte han sine tyske oversættelser af danske digtere som blandt andre Johannes Ewald, P. A. Heiberg og Knud Lyhne Rahbek, men alle udgivelserne var uden nævneværdig succes bortset fra nogle digte, der oversattes fra dansk til tysk og engelsk. Først med heltedramaet og tragedien Niels Ebbesen fra 1796, slog Sander sit navn fast i dansk litteratur og det opførtes januar 1797 på Det Kongelige Teater. Efter at have opgivet sin stilling som huslærer blev han i 1789 ansat som fuldmægtig i en kreditkasse og fra 1791 ansat som sekretær i General-Vejkommissionen.
Sander udnævntes i 1800 til titulær professor i forbindelse med sin ansættelse, som lærer ved et nyoprettet pædagogikseminarium. Gennem årene udgav han flere pædagogiske bøger suppleret med artikler i forskellige tidsskrifter, der fra 1811 førte ham til universitetet, hvor han forelæste om pædagogik og tysk.
C. L. Sander
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Dansk Biografisk Lexikon tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. C. F. Bricka. Gyldendal. 1887-1905.
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s. 66).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Links
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk