tidligere Jazzhus Montmartre
Opført: 1728 / 1848
Matrikelnummer: 190, Købmager Kvarter
Fredet: 1975
Arkitekt: ukendt
Beskrivelse
Forhusene til nr.33 og 33A er hver opført over fire fag med kælder samt tre etager og formentlig bygget efter bybranden i 1728, men bygningshistorien er usikker grundet ufuldstændigt arkivmateriale. Hjørnebygningen har fire fag vendt mod Gothersgade og 16 fag vendt mod Store Regnegade.
Foto fra juni 2007
Foto fra juni 2007
Porten til Store Regnegade 19
Foto fra juni 2007
Foto fra juni 2007
Et sidehus hertil er med kælder og fire etager og det selvstændige baghus i tre etager. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om sidehuset (pr. 31.januar 2023).
Store Regnegade 19a er fra 1848 (der er formentlig tale om sidehuset). Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om sidehuset (pr. 31.januar 2023).
Store Regnegade 19b er et baghus. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om baghuset (pr. 31.januar 2023).
Beboere
I perioden 1836-1838 var L. P. Holmblad (1815-1890) beboer her i ejendommen og drev her sin virksomhed med produktion af spillekort samt fremstilling af sæbe.
Siden gik firmaet op i lak- og farvekoncernen Sadolin & Holmblad A/S, der nu under navnet Sadolin indgår i industrikoncernen Akzo Nobel. Læs mere på www.sadolin.dk
L. P. Holmblad
Virksomheder
Det legendariske Jazzhus Montmartre lå her i Store Regnegade 19 i perioden 1959-1973 og mange af jazzverdenens personligheder har optrådt her.
Nævnes kan mundharmonikaspilleren og guitaristen Toots Thielemans (1922-2016), saxofonisten Stan Getz (1927-1991; københavner fra 1958 til 1961), saxofonisten Dexter Gordon (1923-1990; københavner fra 1962 til 1976), orkesterleder, pianist og komponisten Duke Ellington (1899-1974), saxofonisten Ben Webster (1909-1973; københavner fra 1964 til 1973 og begravet på Assistens Kirkegård), pianisten Bill Evans (1929-1980), saxofonisten Johnny Griffin (1928-1908), saxofonisten Sonny Rollins (f.1930) og trommeslageren Albert Heath (f.1935; københavner fra 1969 til 1974). Desuden – ikke at forglemme (!) – danskerne: bassisten Niels-Henning Ørsted Petersen (1946-2005), trompetisten Palle Mikkelborg (f.1941) og saxofonisten Franz Beckerlee (f.1943), der blev kendt som guitarist i Gasolin.
Spillestedet åbnede den 16.februar 1959 og lød da navnet Café Montmartre. Iværksætteren her var arkitekten Anders Dyrup, der på grund af renovering måtte lukke stedet den 1.februar 1960. Imidlertid blev selskabet bag overtaget af Harold Goldberg og Herluf Kamp-Larsen, der fik genåbnet stedet nytårsaften 1961. Året efter var Herluf Kamp-Larsen eneejer og lod stedet omdøbe til det kendte Jazzhus Montmartre.
Således drev han stedet frem til 1974, der med en Dexter Gordon-optræden 7.september skulle være den sidste inden Kamp-Larsen gik konkurs i november samme år. Stedet genåbnede 27.februar 1975, da under det gamle navn Café Montmartre, men måtte lukke 15.februar 1976.
I efteråret 1976 genåbnede Kay Sørensen (1938-1988; kaldet Jazz-Kay) Montmartre i Nørregade 41, men stedet måtte lukke ned i 1995 med musikeren Anne Linnet (f.1953) som sidste ejer.
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s. 73).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Montmartre gennem 10 år. Jens Jørn Gjedsted. Den selvejende institution Forlaget MM. 1986.
Musik i København – studier i Københavns musikhistorie i det 19. og 20. århundrede. Niels Krabbe. C. A. Reitzels Forlag. 1997.
Links
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk