Opført: 1732
Matrikelnummer: 17, Snarens Kvarter
Fredet: 1918
Arkitekt: ukendt
Beskrivelse
Matriklen består af to forhuse samt et sidehus:
Magstræde 5 er et blot tre fag, bredt hus med kælder og tre etager.
Opførelsesåret er endnu ikke verificeret (pr. 31.januar 2023).
Foto fra august 2007
Foto fra august 2007
Foto fra august 2007
Foto fra august 2007
Forhuset til Nybrogade 18 blev i 1732 opført for Frederik IV´s livkusk Christen Christensen Dam og dennes hustru Karen Sørensdatter. Forhuset blev forhøjet med en etage i 1854 således, at det fik de fire etager som i dag. Huset er bygget over fire fag og over de to midterste fag ses en enkelt trekantsfronton.
Foto fra maj 2008
Som flere af områdets ildebrandshuse er også dette udstyret med trekantsfronton og glug
Foto fra august 2005
Sidehuset til nr.18 står i bindingsværk og blev som forhuset opført i 1732 for Frederik IV´s livkusk Christen Christensen Dam og dennes hustru Karen Sørensdatter. Der er ikke undersøgt yderligere oplysninger om dette hus (pr. 31.januar 2023).
Beboere
Arkitekten G. F. Hetsch (1788-1864) boede i huset til Nybrogade i årene 1819-1822 og huskes som arkitekten bag bl.a. synagogen i Krystalgade (1831-1835), Fiolstræde 17 (1850-1851) samt den katolske Sankt Ansgar Kirke i Bredgade (1840-1842), der var blandt de første røde murstensbygninger i det ellers facadepudsede og oliemalede København.
Hans virkefelt var især interiørarkitekturen, hvor han bl.a. ledede udsmykningen af svigerfaderen C. F. Hansens store projekt med opførelsen af det andet Christiansborg (brændte 1884). Hetsch var desuden ophavsmand til møbler og interiører på Amalienborg, forskellige palæer i Bredgade, gravmonumenter og meget andet.
Fra 1828 til 1857 sad han som chef for Den Kongelige Porcelænsfabrik og bestred desuden et professorat ved Kunstakademiet samt direktørposten for Teknisk Skole.
Hetsch var hele to gange svigersøn til arkitektkollegaen C. F. Hansen (1756-1845) idet han i 1823 giftede sig med datteren Anette Hansen (1795-1827). Da hun døde efter blot fire års ægteskab giftede Hetsch sig i 1829 med lillesøsteren Caroline Hansen (1800-1874).
G. F. Hetsch
Arkitekten Gotfred Tvede (1863-1947) boede her fra 1890 og frem til sin død.
Gotfred Tvede
Fra 1946 til 1956 boede komponisten og kapelmesteren Sven Gyldmark (1904-1981) på 3.sal i Nybrogade 18a.
Gyldmark blev uddannet i klaver- og orgelspil samt musikteori. Fra 1942 til 1949 var han kapelmester på Folketeatret i Nørregade
Han var komponisten til bl.a. filmsangene Du er min øjesten (Flintesønnerne), Der kommer altid en sporvogn og en pige til (Ved Kongelunden), Er du dus med himlens fugle (Vagabonderne på Bakkegården) og Jeg har min hest, jeg har min lasso (Det gamle guld), Til julebal i Nisseland (Far til fire i byen) og blandt mange revyviser nævnes her Men det må jeg ikke for Moar, Solitudevej samt Hvem har du kysset i din gadedør. I alt leverede Sven Gyldmark musik til over 200 film samt diverse revyer.
For musik til filmen Bundfald fra 1957 modtog han en Bodil i 1958.
Sven Gyldmark
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.152).
Huse og mennesker. Strejftog i det gamle København. Georg Nygaard. Foreningen Fremtiden. 1941 (hæfte II).
Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag, 2.udgave. 1968 (bind 1, s.206).
Københavnerbindingsværk. Kjeld Kayser. Nationalmuseets Købstadsundersøgelser. 1985 (s.170, 177 og 257).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Politiets Registerblade – adresser i København 1890-1923 – Gotfred Tvedes adresse
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk