Magstræde 6-6a-b

Hofsnedkerens Gård  

 

Magstræde 6-6a-b - lille - tv                    Magstræde 6-6a-b - lille - th


Opført: 1733-1734

Matrikelnummer: 30, Snarens Kvarter

Fredet: 1945

Arkitekt: Philip de Lange / Hans Zacho Davidsen


Beskrivelse

Forhuset og det tilstødende sidehus blev i 1733-1734 opført med kælder og tre etager af murermester Philip de Lange (1704-1766):

 

 

Forhuset er som barokhus bygget over fem fag, hvoraf midterfagene er trukket noget frem. Øverst ses den sjove fronton, der dog er fra ca.1850.

 

Magstræde 6-6a-b - 1

Foto fra juni 2006

 

Magstræde 6-6a-b - 3

Den halvrunde fronton er fra ca.1850

Foto fra juni 2008

 

Magstræde 6-6a-b - 2

Det statelige sandstensindrammede portparti

Foto fra juni 2008

 

  Magstræde 6-6a-b - 4

Ejendommen blev fredet i 1945

Foto fra juni 2006

 

 

Til forhuset støder det 13 fag lange sidehus, der ligesom forhuset er fra 1733-1734. Der er ikke undersøgt yderligere oplysninger om dette hus (pr. 31.januar 2024).

 

Arkitekt Hans Zacho Davidsen (1926-1995) restaurerede ejendommen i 1976, hvad der fra Københavns Kommune førte til en præmiering i 1977.

 

 

Beboere

Historikeren og embedsmanden Ove Malling (1748-1829) boede her i perioden 1776-1780.

Skønt han var teologisk kandidat ansattes han i toldvæsenet som embedsmand, hvor hans arbejde og visionære ideer mundede ud i en række vigtige love. Hans alsidige dygtighed og færdigheder førte til mange hverv og her nævnes blot direktørposterne i Københavns Fattigvæsen (1799-1815), Fødselsstiftelsen (1803), universitetets direktion (1810) samt posten som chef for Det Kongelige Bibliotek (1824).

Han anvendtes også af Frederik VI (1768-1839) som politisk rådgiver og blev i 1824 udnævnt til Gehejmestatsminister, hvad han var til sin død. Malling opgav i takt med alderen de fleste af sin hverv, men beholdt til sin død både direktørposten i universitetets direktion samt stillingen som chef for Det Kongelige Bibliotek.

Mallings berømmelse skyldes dog mest hans moraliserende fædrelandshistorie Store og Gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, der udkom 1777. Han havde ved indgående selvstudier læst historie, dog uden at kunne betragtes som videnskabsmand, men foranlediget af Ove Høegh-Guldberg (1731-1808) udkom bogen som lærebog for latinskolerne og blev endvidere oversat til engelsk, tysk og fransk.

Ove Malling var far til arkitekten Peder Malling (1781-1865), der som arkitekt stod bag opførelsen af universitetets hovedbygning på Frue Plads.

      Ove Malling

 

I 1787-1788 havde søofficeren Peder Norden Sølling (1758-1827) sin bopæl her på adressen.

Det var ham der i 1819 grundlagde den stadig eksisterende sømandsstiftelse Bombebøssen, der til formål havde at understøtte med boliger for gamle søfolk, deres enker og børn. Det ejendommelige navn skyldes, at man benyttede gamle havminer som sparebøsser, som var til at få øje på med de pudsige antændelseshorn.

     P. N. Sølling

 

Filologen og litteraten Israel Levin (1810-1883) boede her 1848-1849. Han virkede i en periode som en slags sekretær for filosoffen og teologen Søren Kierkegaard (1813-1855), hvor Levin bl.a. skulle afskrive manuskripter for Kierkegaard.

Indtil 1859 hed denne adresse Magstræde 30.

       Israel Levin

   


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

233 danske borgerhuse. Allan Tønnesen. Gyldendal. 1979 (s.49-50).

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Den præmierede by. Hans Helge Madsen og Otto Käszner. Arkitektens Forlag. 2003 (s.260).

Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.140).

Hvem boede hvor – kendte danskere i 1800-tallets København. T. M. Sandau. Forlaget Sesam. 2001.

Københavnerbindingsværk. Kjeld Kayser. Nationalmuseets Købstadsundersøgelser. 1985 (s.264).

Københavnske borgerhuse. Hans Henrik Engqvist. Jul. Gjellerups Forlag. 1948.

Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – find ejendommens matrikelhistorie (søg under kvarter og matrikelnummer)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk