Opført: mellem 1739 og 1744
Matrikelnummer: 117, Frimands Kvarter
Fredet: 1981
Arkitekt: ukendt
Beskrivelse
Niels Hemmingsensgade 32 består af forhus og sidehus:
Forhuset til Niels Hemmingsensgade 32 er et 11 fag bredt hus med kælder og fire etager. Huset stammer fra midten af 1700-tallet og var oprindelig et otte fag bredt hus. Via en ombygning for en ejer – brygger S. Sørensen – fik huset i årene 1853-1854 sin nuværende form, dog tilføjet tredjesalen i perioden 1869-1873. Bemærk slutstenen der bærer navnene Christopher Klog og Anna Jensdatter.
Nr.32 er et smukt hus, der først blev fredet i 1981
Foto fra en julimorgen i 2006
Slutstenen over porten med navnene Christopher Klog og Anna Jensdatter
Foto fra oktober 2005
Foto fra juli 2006
Sidehuset i fire etager blev bygget i perioden 1762-1777 og er flere gange blevet ombygget og forhøjet.
Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af sidehuset (pr. 31.januar 2023).
Beboere
Ifølge vejviserne boede Søecapitain og Generaladjudant Poul Løvenørn (1751-1826) her fra 1794 til 1797.
Poul Løvenørn
Sprogforskeren, professor Rasmus Rask (1787-1832), havde her bopæl i 1830 og flyttede derefter til Skindergade 6.
Meget tidligt viste han evner for sprog og påbegyndte et teologistudium, men helligede sig snart sprogstudierne. Ved hjælp af både offentlig og privat støtte begav Rasmus Rask sig 1816 ud på en ca. syv år lang studierejse, der gik over Sverige, Finland, Rusland, Georgien, Persien, Indien og til sidst Ceylon (Sri Lanka). Rejsen blev særdeles udbytterig, idet han erhvervede uvurderlige håndskrifter, der i dag opbevares på Det Kongelige Bibliotek.
Af de ca. 50 sprog som han studerede beherskede han omtrent halvdelen og på baggrund af sine mange sprog-undersøgelser, udgav han en mængde afhandlinger, der blev skelsættende for den moderne sammenlignende sprogvidenskab, indenfor hvilket felt han i dag betegnes som grundlægger.
Rask udgav tillige flere grammatikker og afhandlinger, men sin ihærdige kamp kæmpede for en ny dansk retskrivning – hvortil han bl.a. ønskede et bolle-å indført til afløsning for det dobbelte a – blev ikke gennemført.
Hans karriere kulminerede i 1831 med et professorat i orientalske sprog, men den ærgerrige og sære Rask havde ikke den mentale robusthed i sit møde med både modstand og skuffelser og det udviklede sig med tiden til forfølgelsesvanvid; en tuberkulose stødte til og blot 44 år gammel afgik han ved døden den 14.november 1832.
Rasmus Rask ligger begravet på Assistens Kirkegård, hvor der på hans gravsten – tegnet af Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) – står: “Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette“.
Rasmus Rask
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.146).
Hvem boede hvor – kendte danskere i 1800-tallets København. T. M. Sandau. Forlaget Sesam. 2001.
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Links
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk