Illums
Opført: 1898-1899, 1913, 1928-1929, 1934, 1966-1971 og 1988-1989
Matrikelnummer: 53, Købmager Kvarter
Fredet: nej
Arkitekt: A. Clemmensen og H. P. Jacobsen, K. Gording og A. Frederiksen, E. Korshagen og J. Juul Møller, PLH Arkitekter
Beskrivelse:
Illums enorme kompleks er bygget i flere etaper over mange, så derfor er det nærmere beskrevet i det følgende:
Ad flere omgange i henholdsvis 1899 og 1913 blev stormagasinet udvidet mod Østergade (nr.52-60) af arkitekterne H. P. Jacobsen (1877-1943) og A. Clemmensen (1852-1928).
A. C. Illum (1863-1938) købte ejendommen Østergade 52, som i 1873 var blevet opført efter tegninger af arkitekten Henrik Hagemann (1845-1910). Ejendommen var opført i tre etager og bygget over seks fag, heraf et dobbeltfag. Ejendommen blev revet ned og på Illums fødselsdag den 5.juli 1898 lagde man grundstenen til en ny ejendom efter tegninger af A. Clemmensen (1852-1928) og H. P. Jacobsen (1877-1943). Illum murede selv den første sten og de tre næste af hans kone Karen Marie Illum (1868-1939), prokuristen C. C. Bang (1861-1949) og endelig arkitekten Emil Blichfeldt (1849-1908).
Forretningen skulle rykke hertil og den 14.april 1899 kl. 8.00 kunne man åbne dørene for de mange kunder. Et bevis på tidens punktlighed var, at man fra Illums gamle forretning på den anden side af gade i nr.55 begyndte, at flytte varerne til det nye stormagasin ved 21-tiden om aftenen, som man dagen efter skulle åbne i nr.52. Omtrent 100 mennesker deltog i denne enestående flytning.
I 1911 købtes Efterslægtens Skole (lå mod Østergade) der var blandt de få tilbageværende renæssanceejendomme i København. Den blev opført i 1640 af rentemester Henrik Müller og blev nedrevet i 1913. A. C. Illum fik nedrevet ejendommen under stor moro, men et lyspunkt var dog at Nationalmuseets folk fik gjort enkelte kulturhistoriske fund. På grunden opførtes en ny ejendom efter tegninger af de ovennævnte arkitekter H. P. Jacobsen og A. Clemmensen, hvor Illum på sin 25 års jubilæumsdag kunne åbne dørene den 3.marts 1916.
Foto fra august 2013
Facaden til Østergade har øverst en frontispice,
som er en tro kopi af gavlpartiet fra Efterslægtens Skole,
der havde haft til huse i bygningen siden 1790
Foto fra august 2013
Foto fra august 2013
Foto fra august 2013
I 1910 købtes ejendommen på hjørnet af Pilestræde og Østergade (Strøget).
Hjørnet til Pilestræde hvor Østergade-ejendommen udgør 3 fag
Foto fra august 2013
Hjørnet af Østergade og Pilestræde med Nikolaj Kirke i baggrunden
Foto fra august 2013
Østergade-ejendommens øverste etager til Pilestræde
Foto fra august 2013
Ved siden af hjørnehuset opførtes sidefløjen til Pilestræde i 1928-1929, der ligeledes blev tegnet af ovennævnte H. P. Jacobsen.
Foto fra august 2013
Foto fra august 2013
Foto fra august 2013
Fra Silkegade er der adgang til Illums parkeringshus, som blev opført i midten af 1960erne.
Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af ejendommen mod Købmagergade (pr. 31.januar 2023).
Fløjen mod Købmagergade er fra årene 1966-1971 og skyldes arkitekterne Erik Korshagen (1926-2005) og J. Juul Møller (1913-1970). En ombygning af denne fløj stod på i årene 1988-1989 og betød bl.a. en etablering af fødevareafdelingen i kælderetagen og tilbygningen af de to udvendige elevatorer. Arbejdet blev forestået af PLH Arkitekter og i øvrigt præmieret i 1989 af Københavns Kommune.
Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af ejendommen mod Købmagergade (pr. 31.januar 2023).
På adressen Købmagergade 2/Østergade 60 lå ejendommen Ranchs Hjørne* til 1934 og til afløsning for den rejstes den nuværende funkisejendom efter tegninger af arkitekterne Kristian Gording (1880-1950) og Anton Frederiksen (1884-1967). Ejendommen opførtes for firmaet I. P. Holbechs Efterfølger og blev indviet 1.december 1934.
Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af ejendommen Købmagergade 2 / Østergade 60 (pr. 31.januar 2023).
* Carl Sørensen Ranch grundlagde urmagerfirmaet i 1845 på Vimmelskaftet og rykkede i 1852 over på dette hjørne. I vinduet til Købmagergade hang et stort ur, hvorunder folk gennem mange årtier mødtes til stævnemøder og andre spændende aftaler.
Virksomheder
I. P. Holbechs Efterfølger (Købmagergade 2/Østergade 60).
Sparekassen Sydjylland (Købmagergade 2/Østergade 60).
McDonalds lå her indtil 2008 (Købmagergade 2/Østergade 60).
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
100 sider af et stormagasins historie. Illums og Fiskers Forlag. 1991.
Arkitektur 5 – 1969. Red. Poul Erik Skriver, Chr. Enevoldsen og Eva Suhr. Arkitektens Forlag. 1969 (s.188-195).
Amagertorv i fortid og nutid. Steffen Linvald. Sparekassen Jylland. 1979.
Den præmierede by. Hans Helge Madsen og Otto Käszner. Arkitektens Forlag. 2003 (s. 280).
Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag, 2.udgave. 1968 (bind 1, s. 334-335).
København før og nu – og aldrig. Red. Bo Bramsen. Forlaget Palle Fogtdal A/S. 1996-1999 (bind 3, s. 38-53)
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk