Professorgården
Opført: 1752-1753
Matrikelnummer: 33, Klædebo Kvarter
Fredet: 1918
Arkitekt: Joachim Frederik Ramus
Beskrivelse
Matriklen består af to bygninger der begge er beskrevet nedenfor:
Efter tegninger af matematikprofessor og stadskonduktør J. F. Ramus (ca.1685-1769) blev Store Kannikestræde 11 opført som professorresidens i årene 1752-1753. Ejendommen er bygget over ni fag og der er kælder samt to etager og en fem fag lang kvist.
Foto fra august 2016
Foto fra august 2016
Foto fra august 2016
Foto fra august 2016
Foto fra august 2016
Foto fra august 2016
Det lille enetageshus til Skindergade er også fra 1752-1753 og ligeledes opført efter tegninger af ovennævnte Ramus.
Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af enetageshuset til Skindergade (pr. 31.januar 2024).
Beboere
Statsministeren og bondevennen Henrik Stampe (1713-1789) havde her sin bopæl fra 1770 til 1776.
Han havde et på mange måder demokratisk og humanistisk sindelag og virkede for bondesagen, domstolenes ukrænkelighed samt borgernes retssikkerhed.
Karrieren tog sin begyndelse efter han som teologisk kandidat, havde opholdt sig et par år i udlandet og blev i 1739 dr.jur. for senere – i 1741 – at tiltræde et professorat i filosofi. Skelsættende for hans berømmelse blev dog 1753, hvor han først udnævnte til juraprofessor og senere til generalprokurør*, hvor sidstnævnte embede blev den mest byrdefulde. Professoratet ophørte dog i 1784 da han efterhånden kun formelt bestred titlen, mens andre bl.a. måtte føre hans forelæsninger.
Stampes tid som generalprokurør var i høj grad præget af oplysningstidens ideer, der bl.a. udmundede i mindst 1000 erklæringer (notater) om nye principper for både lovgivning og forvaltning. Han var påvirket af værket Lovenes Ånd fra 1748, som franskmanden Montesquieu (1689-1755) skrev i bestræbelserne for, at undgå vilkårlighed samt give sikkerhed for den enkelte, at inddele statsapparatet i en udøvende, lovgivende og dømmende magt.
Disse tanker mundede dels ud i forordninger om pligten til at betale underholdsbidrag for fædre til børn udenfor ægteskab samt afskaffelse af dødsstraf for tyveri.
Under J. F. Struensees (1737-1772) korte regeringsperiode bevarede Stampe sit embede og fik virkeliggjort styrets mange forordninger, men paradokset ville at han fik sæde i kommissionsdomstolen, der i 1772 idømte henrettelse af J. F. Struensee og Enevold Brandt (1738-1772).
Generalprokurørembedet ophørte efter paladskuppet i 1784, hvor Stampe udnævntes til statsminister, der på grund af alder og svagelighed ikke virkede med tidligere tiders kraft.
* Generalprokurør – et centralt embede under enevælden. Væsentligste opgave var at afgive erklæringer (notater) over juridiske og praktiske spørgsmål samt udarbejdelse af nye love.
Henrik Stampe
Christian Friis Rottbøll (1727-1797) var læge og botaniker og anlagde den berømte botaniske have bag Charlottenborg. Han blev cand.theol. i 1752 og læste derefter medicin. Efter sin doktordisputats i 1755 tiltrådte han en lægestilling ved den nyoprettede inokulationsanstalt* for koppevaccination, der førte til afhandlingen Forsøg til en ny Grundlære om Koppernes Indpodning.
Rottbøll opholdt sig et års tid i Sverige for at studere botanik og kort efter indledte han en fire år lang studierejse til Holland og Frankrig. Hjemvendt fra udlandet overtog han universitetets forelæsninger i henholdsvis anatomi og botanik og et egentligt professorat tiltrådte han fremme i 1773.
Med ansvaret for universitetets botaniske have overtog han i 1770 tillige den nyanlagte have ved Amalienborg, som han i 1778 forenede til Botanisk have, der blev placeret bag Charlottenborg.
Fra 1777 og til sin død boede Rottbøll her på kollegiet. Christian Friis Rottbøll var bror til biskoppen over Viborg Stift, Christen Michael Rottbøll (1729-1780), der i årene 1766-1770 var sognepræst ved Trinitatis Kirke i Købmagergade.
* inokulationsanstalt var et sted, hvor man efter en engelsk opdagelse indpodede kokoppebakterier på raske, der derved fik en beskyttelse mod de både smitsomme og dræbende kopper.
C. R. Rottbøll
Den senere biskop, kirkehistorikeren og arkæologen Frederik Münter (1761-1830) boede her fra 1799 til 1808, hvorfra han flyttede til Bispegården i Nørregade 11.
Han var tyskfødt og kom som fireårig til København hvor hans far, Balthasar Münter (1735-1793), tiltrådte en præstestilling ved Sankt Petri Kirke.
Selv blev han teolog i 1781 efterfulgt af et toårigt ophold i Göttingen, hvor han studerede kirkehistorie og arkæologi. I perioden 1784-1787 opholdt han sig i Italien, der resulterede i værket Efterretninger om begge Sicilierne (1788-1790).
Gennem årene udgav Münter talrige kirkehistoriske værker som eksempelvis Den Danske Reformations Historie (1802) og Kirchengeschichte von Dänemark und Norwegen (1823-1833). Han skrev desuden mange arkæologiske bøger og afhandlinger og beslægtet hermed samlede han sig en betydelig møntsamling.
Fra 1808 og til sin død var Münter Sjællands biskop, men “han manglede baade biskoppens Værdighed og Evne til at forstaa det menige Folks Tankegang, og heller ikke som Prædikant var han fremragende. Dog var hans kirkelige Lejlighedstaler ofte af stor Virkning, og han udviste stor Nidkærhed i sit Embede” (Dansk Biografisk Haandleksikon).
I 1814 var han medstifter af Det Danske Bibelselskab, der stadig har eneret på udgivelser af Bibelen. Frederik Münter var bror til forfatterinden Friederike Brun (1765-1835).
Friedrich Münter
C. A. Jensen (en kopi efter maleri af Christian Horneman)
Friederich Münter
1833 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain
I en periode i 1843 boede præsten og kirke- og litteraturhistorikeren C. J. Brandt (1817-1889) her i ejendommen.
Sprogstudier af litteratur og kirkehistoriske tekster fra middelalderen og reformationstiden lå blandt flere af hans interessefelter, hvor bl.a. et stærkt grundtvigiansk engagement prægede hans arbejde i redaktionen af Dansk Kirketidende og Selskabet for Dansk Kirkehistorie, som han begge var medstifter af.
Brandt var i årene 1856-1860 forstander for Grundtvigs Højskole ved Marielyst og afløste desuden N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som præst ved Vartov i 1872, hvor han virkede frem til sin død i 1889.
C. J. Brandt
J. L. A. Kolderup-Rosenvinge (1792-1850) havde her sin bopæl fra 1831 og til sin død i 1851. I sin samtid var han en respekteret jurist med speciale i retshistorie.
Kolderup-Rosenvinge
E. C. Werlauff (1781-1871), historiker samt bibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, havde her sin adresse i årene 1852-1871.
Fra 1798 var han ansat ved Det Kongelige Bibliotek og gjorde her karriere de følgende 63 år – fra 1823 som overbibliotekar – hvor han afløste D. G. Moldenhawer (ca.1753-1823). Werlauff blev endvidere tilknyttet universitetet i 1810, hvor han fra 1828 og til sin død virkede som professor i historie.
Skønt han var uddannet jurist fra 1802 lå hans arbejder i krydsfeltet af videnskabens, institutioners og mindesmærkers historie, ligesom han omkring i dyrkelsen af Holbergs komedier fandt en stor kulturhistorisk interesse.
Werlauff blev af både samtid og eftertid betegnet som en redelig videnskabsmand, der med sine mange udgivelser kendetegnedes af en tydelig beherskelse af sit stof. Privat undgik han helst selskabslivet og holdt sig helst blandt sine bøger eller på biblioteket.
Af Werlauffs mange værker nævnes her Historiske Efterretninger om det Kgl. Bibliotek (1825, Biografiske Efterretninger om Arne Magnusen (1835), Historiske Antegnelser til Holbergs Lystspil (1838) samt Erindringer om guldhornstyveriet den 4.maj 1802 (1858).
E. C. Werlauff
Filologen og politikeren J. N. Madvig (1804-1886) havde sin bopæl på førstesalen fra 1873 og frem til sin død.
Fra 1829 var han professor i klassisk filologi og forelæste mest over Cicero* samt den romersk litteratur og med sin metodiske sikkerhed som tekstkritiker nød han stor international anerkendelse, ligesom hans latinske grammatik tillige blev udgivet i flere lande. I 1841 skrev Madvig bogen Latinsk Sproglære, som snart lå i alle latinskoler landet over.
I 1848 udnævntes han til undervisningsinspektør ved det lærde skolevæsen, men var imidlertid blevet politisk aktiv, hvor han sluttede sig til de Nationalliberale*, men arbejdede også samtidig for en deling af Slesvig. Det var også i 1848 at Madvig valgtes til Den Grundlovgivende Rigsforsamling og samme år blev kultusminister* i Novemberministeriet.
Ministerposten beholdt han til 1851, hvor han frem til 1879 igen virkede som professor. Som minister gennemførte Madvig reformer ved både universitetet og de lærde skoler. Madvig blev valgt til Folketinget ved det første valg i december 1849 og sad der til 1853, mens han i perioden 1855-1874 var medlem af Landstinget. Som politiker var Madvig både mådeholdende og forsigtig, men den stringente retsfølelse prægede altid hans arbejde.
En decideret blindhed ramte ham omkring 1876, men han bestred fortsat sit professorat og var fra samme år formand for Carlsbergfondets direktion.
* Cicero (106 f.K. – 43 f.K.) var en romersk politiker og advokat, der med sine mange efterladte breve, skrifter og taler, anses som faderen til den moderne latinske prosa og har i høj grad præget den europæiske dannelseshistorie frem til nutiden.
** De Nationalliberale var en politisk gruppering, der i høj grad prægede den politiske udvikling i Danmark fra slutningen af 1830erne og frem til omtrent 1870. De kæmpede massivt mod enevælden og fik da også sæde i dansk demokratis første ministerium (kaldet Martsministeriet). Politisk stod de for et ”Danmark til Ejderen” der bl.a. forsvaredes med succes mod Preussen under treårskrigen 1848-1850. Deres pres på konsekvent at indlemme Holsten i kongeriget førte via Novemberforfatningen 1863 til krigen mod Preussen i 1864, som Danmark ikke alene tabte, men også medførte tabet af Sønderjylland. For De Nationalliberale betød det en kraftig tilbagegang i den folkelige tilslutning og efterhånden gik flere til godsejerpartiet Højre. Blandt de stærke kræfter i De Nationalliberale kan nævnes J.F. Schouw (1789-1852), H.N. Clausen (1793-1877), L.N. Hvidt (1777-1856), Orla Lehmann (1810-1870), D.G. Monrad (1811-1887), C.C. Hall (1812-1888) og A.F. Krieger (1817-1893).
*** kultusminister – Kultusministeriet blev oprettet i 1848 og i 1915 opdeltes det i henholdsvis Kirkeministeriet og Undervisningsministeriet.
J. N. Madvig
Orientalisten, professor A. F. M. van Mehren (1822-1907)) boede her fra 1888 til 1898.
A. F. M. van Mehren
Fra 1934 til 1939 boede teologiprofessoren Eduard Geismar (1871-1939) her i Professorgården (nr.11).
Han var meget optaget af Søren Kierkegaards tanker, hvorom han skrev flere bøger. Geismar blev 1921 professor i systematisk teologi.
Eduard Geismar
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
233 danske borgerhuse. Allan Tønnesen. Gyldendal. 1979 (s. 70).
Dansk Biografisk Haandleksikon I-III. Red. Svend Dahl og P. Engelstoft. Gyldendalske Boghandel. 1920-1926.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.208).
Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag, 2.udgave. 1968 (bind 1, s. 274-275).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk