Baron Boltens Gård
Billeder følger senest i september 2025
Opført: 1760erne
Matrikelnummer: 35, Sankt Annæ Vester Kvarter
Fredet: nej
Arkitekt: ukendt / CBD Arkitekter
Beskrivelse
Sammen med Gothersgade 8a-l udgør Store Kongensgade 5a-c-7a-e-9-15-17a-b-19a-c det store kompleks Baron Boltens Gård.
Et baghus fra 1790erne på adressen Store Kongensgade 17 ses afbildet på s.310 i bogen Københavnerbindingsværk.
Hele komplekset blev i 1990-1991 restaureret af CBD Arkitekter. Dette fortjenstfulde arbejde blev i 1991 præmieret af Københavns Kommune.
Beboere
I nr.19 boede P. A. Heiberg (1758-1841) i årene 1787-1790. Han stod i vejviserne opført som Translateur.
P. A. Heiberg
Professor og Capelmester F. L. E. Kunzen (1761-1817)havde sin bolig her i årene 1812-1813.
Den musikalsk begavede Kunzen – allerede som syvårig lavede han små kompositioner – var i 1781 draget til Kiel for at læse jura, men med opdagelsen af det åbenlyse talent som både pianist og komponist, blev han bl.a. af den senere kapelmester J. A. P. Schulz (1747-1800) tilskyndet at ændre karriereretning.
Tilbage i København underviste Kunzen både i sang og klaver og optrådte desuden som dirigent og pianist. Dog blev hans opera Holger Danske fra 1789 kun opført seks gange, for så at blive taget af plakaten. Operaens tekstforfatter var digteren Jens Baggesen (1764-1826) som særligt fra Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) modtog megen kritik af både sin person og særligt operaen, som Rahbek som kunstart ikke kunne fordrage. Dette udløste den såkaldte Holger-fejde hvor mange tog del, herunder P. A. Heiberg (1758-1841) der bl.a. skrev parodien Holger Tyske!
Kunzen drog samme år skuffet til udlandet, hvor han i bosatte sig i Berlin. Siden blev han musikdirektør først i Frankfurt og siden i Prag, men flyttede tilbage til København, da han i 1795 blev tilbudt jobbet som kapelmester ved Det Kongelige Teater; en stilling som han bestred til sin død. Kunzens store produktion som komponist strækker sig over bl.a. operaer, sange, korværker og musik til skuespil.
F. L. E. Kunzen
Virksomheder
Almanakker blev solgt af virksomheden Peter Bloch (Kristian Vissing, Efterflg.).
Annonce fra Illustreret Tidende nr.691, 22.december 1872
Annonce fra Illustreret Tidende nr.32, 8.maj 1887
Tøjbutikken Anglomac lå i Store Kongensgade 19
Postkort afsendt i 1915
Store Kongensgade 19 med Konserveringsforretning ved J. Jensen i kælderen og samt et hatteudsalg i den høje stueetage
Postkort afsendt i 1920
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Arkitektur DK 6-1991. Arkitektens Forlag. 1991.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Den præmierede by. Hans Helge Madsen og Otto Käszner. Arkitektens Forlag. 2003 (s.285).
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.210-211).
Københavnerbindingsværk. Kjeld Kayser. Nationalmuseets Købstadsundersøgelser. 1985 (s.310).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Links
Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk