Billeder følger senest i september 2025
Opført: 1786
Matrikelnummer: 53, Sankt Annæ Øster Kvarter
Fredet: nej
Arkitekt: ukendt
Beskrivelse
Den hele 10 fag lange Toldbodgade 11 blev i 1786 opført for brændevinsbrænder C. F. Dubin. Huset står med kælder og fire etager samt mansardetage. Ved opførelsen i 1786 er formentlig benyttet dele fra en på stedet ældre bygning.
Beboere
Nationaløkonomen Viggo Rothe (1814-1891) havde adresse her i 1848-1849, hvor han sad som Contoirchef under det kgl. General Toldkammer.
Viggo Rothe
I 1868-1869 boede forfatterinden Athalia Schwartz (1821-1871) her i huset.
Hun havde i årene 1848-1853 virket som institutbestyrerinde, men siden levede hun af privatundervisning samt sit tiltagende forfatterskab. I forlængelse heraf var hun optaget af opdragelse og diverse skolespørgsmål, af hvilke kan nævnes hendes udgivelser af Haandbog i Undervisningskunsten (1850) og Skal jeg sætte min Datter i Skole (1859).
Op gennem 1850erne udviklede hun sig til egentlig forfatterinde med skønlitterære fortællinger som Livsbilleder (1852-1861) samt romanen Livets Konflikter (1853) og som teaterforfatter fik hun opsat Ruth (1853) og Alexei (1856) på Det Kongelige Teater.
Gennemgående for hendes produktion var ønsket om at fremme kvindens stilling i samfundet, om end hun under Clara Raphael-fejden havde imødegået Mathilde Fibigers tanker om egentlig kvindefrigørelse.
Athalia Schwartz
Annonce fra Illustreret Tidende nr.28, 10.april 1887
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.232).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Links
Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk