Davids Samling
Billeder følger senest i september 2025
Opført: 1804-1805 / 1807
Matrikelnummer: 396, Sankt Annæ Vester Kvarter
Fredet: 1918 / 1945
Arkitekt: J. H. Rawert / J. D. Backhausen
Beskrivelse
Matriklens for- og sidehuse er beskrevet nedenfor:
For sin svoger, kommandørkaptajn J. C. Krieger, opførte stadskonduktør J. H. Rawert (1751-1823) både forhus og sidehuse til nr.30 i årene 1806-1807. Alle husene blev fredet i 1945:
Forhuset er som dengang opført over seks fag med kælder samt tre etager. Huset var i 1847 blevet “moderniseret” under ledelse af L. A. Winstrup, men blev af arkitekten Kaare Klint (1888-1954) i 1951 ført tilbage til sit oprindelige udseende. For dette arbejde blev ejendommen i 1952 præmieret af Københavns Kommune. Taget blev af Carl Petersen (1874-1923) i perioden 1918-1920 ombygget og indrettet til museumsrum for Davids Samling.
I gården er et seks fag, langt sidehus der fordeler sig på kælder og tre etager.
I forlængelse af ovennævnte sidehus ses nok et sidehus og dette er også bygget over seks fag, men rejser sig i seks etager.
Forhuset til nr.32 blev af murermester J. D. Bachhausen (1771-1850) opført med kælder og fire etager i 1804-1805. Huset er på fem fag og blev fredet i 1918.
Den halvrunde trappebygning på bagsiden af forhuset blev opført en gang i perioden 1870-1884.
Beboere
Nr.30
Historikeren og embedsmanden Ove Malling (1748-1829) – der på dette tidspunkt var Conferentsraad og kongl. Historiograph – havde her sin bolig omkring 1811.
Skønt han var teologisk kandidat ansattes han i toldvæsenet som embedsmand, hvor hans arbejde og visionære ideer mundede ud i en række vigtige love. Hans alsidige dygtighed og færdigheder førte til mange hverv og her nævnes blot direktørposterne i Københavns Fattigvæsen (1799-1815), Fødselsstiftelsen (1803), universitetets direktion (1810) samt posten som chef for Det Kongelige Bibliotek (1824).
Han anvendtes også af Frederik VI (1768-1839) som politisk rådgiver og blev i 1824 udnævnt til Gehejmestatsminister, hvad han var til sin død. Malling opgav i takt med alderen de fleste af sin hverv, men beholdt til sin død både direktørposten i universitetets direktion samt stillingen som chef for Det Kongelige Bibliotek.
Mallings berømmelse skyldes dog mest hans moraliserende fædrelandshistorie Store og Gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, der udkom 1777. Han havde ved indgående selvstudier læst historie, dog uden at kunne betragtes som videnskabsmand og foranlediget af Ove Høegh-Guldberg (1731-1808), udkom bogen som lærebog for latinskolerne og blev endvidere oversat til engelsk, tysk og fransk.
Ove Malling var far til arkitekten Peder Malling (1781-1865), der som arkitekt stod bag opførelsen af universitetets hovedbygning på Frue Plads.
Ove Malling
Lægen og naturfilosoffen I. D. Brandis (1762-1845) havde her adresse i årene 1831 til 1841.
Den senere minister – embedsmanden og politikeren C. A. Bluhme (1794-1866) – boede her omkring 1832.
Han fik i juli 1864 regeringsansvaret efter den nationalliberale D. G. Monrad (1811-1887). Danmarks skæbne var beseglet med nederlaget i 1864 til Preussen og Østrig og Bluhme kunne ikke gøre meget andet end på Danmarks vegne, at slutte fred i Wien den 30.oktober 1864. Denne fred resulterede i Danmarks afståelse af hertugdømmerne og acceptere grænsen ved Kongeåen.
Kommandørsønnen Bluhme blev cand.jur. i 1816 og via forskellige embedsmandsstillinger landet over tiltrådte han i 1843 en ledende stilling i centraladministrationen. Skønt uden forudgående politisk aktivitet var hans indstilling klart konservativ, hvor han ved en lejlighed med bevingede ord slog fast, at den europæiske nødvendighed betød, at monarkiet skulle omfatte både kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. I 1848 udnævntes Bluhme til handelsminister i Martsministeriet og senere på året valgtes han til Den Grundlovgivende Rigsforsamling*.
Året efter blev han kabinetssekretær for Frederik VII (1808-1863) og i 1851 udnævntes han til udenrigsminister, hvor han som helstatsmand spillede en væsentlig rolle, i og med han også var en dygtig forhandler. Således var det også Bluhmes fortjeneste, at Danmark bevarede sin neutralitet under Krim-krigen 1853-1856.
I to perioder var Bluhme direktør for Øresunds Toldkammer og stod som sådan i 1856 som dansk forhandlingsleder i den internationale konference om ophævelse af Øresundstolden. For denne indsats dekoreredes han med Elefantordenen. Efter krigen i 1864 blev han konseilspræsident** og påbegyndte da arbejdet med en ny forfatning. Men da også personlige følelser i forbindelse med tabet af sønnen Charles ved Dannevirke i krigen 1864 samt hustruens død i begyndelsen af 1865, blev disse sammenholdt med større politiske vanskeligheder årsagen til, at Bluhme trådte tilbage i november 1865.
* Den Grundlovgivende Rigsforsamling var en politisk forsamling, der i 1848-1849 udarbejdede Danmarks første grundlov.
** konseilspræsident – benævnelsen for regeringslederen i Danmark fra 1866 til 1918 og siden da benævnt som statsminister.
C. A. Bluhme
I 1838 havde den senere politiker Orla Lehmann (1810-1870) her i nr.30 sin bolig som Cand.juris.
Han blev cand.jur. i 1833 og var i 1839 medstifter af det liberale blad Fædrelandet. Lehmann stod tidligt som den toneangivende figur for den liberalisme, som kom i kølvandet på julirevolutionen 1830 i Frankrig. Så meget at den ildfulde og virkelystne Lehmann i 1842 fik tre måneders fængsel for udtalelsen …at enevælden ikke havde været til afgørende nytte for bondestanden.
Op gennem 1840erne spillede han en central rolle i det politiske liv, både som medlem af Stænderforsamlingen i Roskilde og af Københavns Borgerrepræsentation. I 1848 udnævntes Lehmann til amtmand i Vejle og var samme år med i forberedelsen af en fri forfatning, hvor han skabte ordene folketing, finanslov og forretningsorden.
I kampen for en fri forfatning i de turbulente martsdage i 1848 forfattede han adressen til Frederik den VII (1808-1863), hvor han skrev de ofte citerede ord: Vi Anraaber Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens selvhjælp. Kongen var i forvejen blev godt rådet af sin far, Christian VIII (1786-1848) og forstod situationens alvor, der betød at Martsministeriet blev dannet med bl.a. Lehmann som minister.
Han var en stor agitator for Ejderpolitikken, men det tog hårdt på ham i 1864 da nederlaget til Preussen var en realitet. Hans bevingede ord fra 1842 om Danmark til Ejderen lød nu temmelig hult, men Orla Lehmann vil altid blive husket som en af de helt store politikere og hans efterslægt har også sat dybe spor, idet et barnebarn var den radikale minister Ove Rode (1867-1933) og et oldebarn, skuespilleren Ebbe Rode (1910-1998).
Orla Lehmann
Kritikeren og forfatteren P. L. Møller (1814-1865) var her boende i årene 1843-1844.
P. L. Møller
Omkring 1843 var politikeren og juristen Hother Hage (1816-1873) bosat her i ejendommen.
Hother Hage
Julius Andreas Blom (1815-1900) var tømrermester og hans firma stod bl.a. for tømmerkonstruktionen af kuplen til Marmorkirken. Han var i øvrigt søn af den driftige murermester Thomas Blom (1777-1841), der kraftigt bidrog til flere af kvarterets klassicistiske ejendomme. Julius A. Blom boede her fra 1861 til sin død i 1900 og endte sine dage som etatsråd og omtaltes derefter i folkeviddet for Stilladsråden.
Udgiveren af Berlingske Tidende Carl Berling (1812-1871) – der i 1849 var udnævnt til kammerherre – boede her fra 1862 til 1864.
I 1836 overtog han udgivelsen af Berlingske Tidende efter sin far. Berling var ven med kronprinsen – den senere Frederik VII (1808-1863) – og introducerede han i 1830erne for balletdanserinden og modehandleren Louise Rasmussen (1815-1874). Berling var tæt knyttet til hoffet og ungdomsvennen Frederik VII, der i 1850 giftede sig med Louise, som kongen ophøjede til Grevinde Danner. Mange fandt det upassende at kongen giftede sig med hende, men Berling støttede dette ægteskab loyalt, hvilket gav ham mange fjender.
I kraft af sit embede som kongens privatsekretær og generalkasserer for civillisten og senerehen generalintendant, udøvede han en stor politisk indflydelse. Politisk støttede Berling Bondevennerne idet de bl.a. billigede ægteskabet mellem kongen og Grevinde Danner. Sammen med hende bidrog Berling til regeringen Ørsteds fald i 1854 og til regeringen Rotwitts dannelse i 1859, men stærkt presset af Højre-oppositionen nedlagde han samme år sine stillinger ved hoffet.
Han flyttede i 1865 til Ordrup og døde i 1871 under en rejse til Egypten.
Carl Berling
Blandt 1800-tallets helt store erhvervsfolk var C. F. Tietgen (1829-1901), der boede her fra 1867 og til sin død.
Allerede som 28-årig blev han i 1857 direktør for det nystiftede Privatbanken (i dag Nordea) og sad som sådan til 1896, men han huskes bedst som hovedinitiativtager til kendte handels- og industrivirksomheder.
I 1866 samlede han næsten alle eksisterende dampskibsruter under navnet Det Forenede Dampskibsselskab (DFDS). I 1869 var han medstifter af Store Nordiske Telegrafselskab, der samme år fik koncession på telegraf-forbindelsen mellem Kina og Japan. I 1872 grundlagde han De Danske Sukkerfabrikker (i dag Danisco) og i 1873 var han medinitiativtager til oprettelsen af Tuborg samt ved dannelsen af De Forenede Bryggerier i 1891, som Tuborg i 1894 blev en del af. Sammen med en forretningspartner samlede han i 1881 en stor del af danske brændevinsbrænderier under navnet De Danske Spritfabrikker.
I 1874 opkøbte han Marmorkirkens ruin samt de omkringliggende grunde og den til tider dristige Tietgen iværksatte og finansierede herefter opbygningen af kirken, som indviedes i 1894. Politisk aktiv var han også, idet han sad som medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1861 til 1865. Grundtvigianeren Tietgen blev syg i 1894 og måtte herefter trække sig tilbage fra sine mest krævende poster.
C. F. Tietgen
Grundlæggeren af Davids Samling – C. L. David (1878-1960) – købte nr.30 i 1918 og boede selv på anden sal i en lang årrække.
Her voksede hans samling af malerier, islamisk og dansk fajance, sølvtøj, møbler m.v. og alt dette blev senere grundlaget for museet og indgik 1945 i fonden, der stadig bærer hans navn C. L. Davids Fond og Samling. I 1934 købte han som sommerbolig landstedet Marienborg ved Bagsværd Sø. Den overgik til staten ved hans død i 1960 og står til disposition for regeringen, herunder som bolig for statsministeren.
Det fremgår bl.a. af museets hjemmeside at C. L. Davids oldefar, Joseph Nathan David (død 1830), selv boede her fra 1810 og til sin død 1830.
Nr.32
Skuespilleren C. N. Rosenkilde (1786-1861) boede her omkring 1817.
Tilskyndet af prins Christian (den senere kong Christian VIII) og fra den sikre tilværelse som kantor ved domkirken samt stillingen som overlærer ved fattigskolerne i Århus drog Christen Rosenkilde i 1815 med familie mod København for, at prøve lykken som skuespiller på Det Kongelige Teater.
Den 19.marts 1816 fik han sin debut i syngestykket De tre galninger. Med sin tenorstemme var Rosenkilde som skabt til syngespil, men det er som Holberg-skuespiller og i det hele taget som komiker, at hans navn huskes. Som få evnede Rosenkilde improvisationen og hans roller skabtes med en sådan lune, at han i sin tid blev enormt populær.
Han udviklede også sine roller og anvendte sjældent en egentlig maskering eller ændrede sin stemme, hvorved han på scenen således var Rosenkilde, men alligevel så indlevet i sine roller, at han gav publikum den stærkeste illusion. Godt to måneder før sin død i 1861 optrådte han for sidste gang som Sivert Posekigger i Holbergs Den politiske kandestøber.
Den violinspillende Rosenkilde virkede også på andre områder og gjorde sig gældende som redaktør og udgiver af ugeblade, oversætter af skuespil samt som forfatter til komedier og fortællinger. Han var en samlende personlighed og blandt hans gæster sås kunstnere og litterater som Frederik Høedt, Michael Wiehe, Kristian Mantzius, Anton Melbye, Christian Winther og Emil Aarestrup.
Rosenkilde var ligeledes en god bekendt af Søren Kierkegaard og de sås ofte sammen gå rundt i Københavns gader. Det har helt sikkert været et ømt syn med den høje og kraftigt byggede Rosenkilde og ved siden af den lille, spinkle filosofiske forfatter, hvis til tider alt for korte benklæder, var morsom genstand for mange københavnere. Ak, når man ikke er æstetiker!! Kierkegaards værker var (og er !) svær læsning, hvad Rosenkildes dom over bøgerne også vidner om: Det Affekterte Asen! Kan han da ikke udtrykke sig naturligt. Jeg kan min Sæl ikke forstaa et Muk af hvad han skriver.
Christen Rosenkilde var far til skuespillerinden Julie Sødring (1823-1894).
C. N. Rosenkilde
For vejviseren 1822 ses Peter Hjort (1793-1871) som boende her i nr.32. Han var dengang kendt som både statsmand, politiker og sprogmand.
Peter Hjort
Med rang af kaptajn – Captain ved Kongens Regiment – boede officeren Oluf Krabbe (1789-1864) her omkring 1831.
Han avancerede 1837 til major, 1845 til oberstløjtnant, 1849 til oberst, 1852 generalmajor og blev 1860 afskediget med rang af generalløjtnant. Krabbe var bataljonschef under slaget ved Slesvig i 1848, hvor han blev skudt i foden og sad tilfangetaget til september samme år.
Det var for sin fremtrædende andel i sejrene 1849 og 1850 ved Sundeved, Isted samt Mysunde, at Oluf Krabbe vil blive husket. I slaget ved Sundeved 6.april 1849 var han leder af 1.Infanteribrigade, der taktisk slog general Wyneckens dobbelt så store styrke tilbage. Under Slaget ved Isted 25.juli 1850 var det hans brigade, som standsede general W. von Willisens slesvig-holstenske hær, hvilket forpurrede at den danske hær blev faldet i ryggen.
Slaget ved Mysunde 12.september 1850 skulle blive hans sidste krigssejr. Krabbes brigade havde taget opstilling, men da den preussiske overmagt var for stor trak han sine tropper tilbage. Et nyt angreb blev sat ind, men blev nu afvist og Krabbe lod sin brigade forfølge fjenden med betydelige tab til følge.
Som anerkendelse herfor blev han tildelt Kommandørkorset, der i 1852 blev fulgt op ad avancementet til generalmajor. Efter krigen var han chef for flere jyske brigader, men blev 1860 afskediget med rang af generalløjtnant. Krabbes personlighed var præget af karakterfasthed og han huskedes som særdeles pligtopfyldende, ligesom han selv fordrede disciplin blandt sine underordnede. Han var i en årrække bosat i Kiel, men under indtryk af de politiske forhold omkring hertugdømmerne flyttede han til København inden krigen mod Preussen brød ud i 1864, hvor han samme år døde 30.marts.
Oluf Krabbe
Grundlæggeren af Zoologisk Have – sønderjyden Niels Kjærbølling (1806-1871) – fik ved sin ankomst til København i 1848 stillet et lokale til rådighed på Amalienborg, hvor han passede Christian den 8´s fuglesamling. Ved siden af levede Kjærbølling af at handle med fugle. I 1847 til 1856 udsendte Kjærbølling tavler, ledsaget af tekst over danske og skandinaviske fugle. Disse tavler har aldrig haft en videnskabelig betydning, men det var den første samlede skildring af Danmarks fugle, hvilket var medvirkende til en fastholdende interesse for fugle.
Af Indenrigsministeriet fik han i 1859 overdraget knap ½ hektar jord ved Frederiksberg Slot og samme år grundlagde han dér Zoologisk Have, som snart blev en stor succes og hvor hunde i øvrigt var blandt de første udstillede dyr.
Kjærbølling boede her i nr.32 fra 1851 til 1854 og flyttede herfra til en nu nedrevet ejendom på adressen Frederiksborggade 11.
Niels Kjærbølling
Den kongelige skuespiller N. P. Nielsen (1795-1860) havde her sin bopæl i 1851-1856.
Egentlig var han uddannet på Landkadetakademiet i Bredgade (nuværende Østre Landsret), hvor han endte sin militære karriere med rang af premierløjtnant. N. P. Nielsens disponering for både det musikalske og poetiske fik ham dog til i 1820, at anmode Det Kongelige Teater om antagelse som skuespiller. Samme år fik han så sin debut som hovedrolleindehaver i Axel og Valborg af Adam Oehlenschläger (1779-1850) og N. P. Nielsen blev straks et navn, der også talte Shakespeare-roller, ligesom hans navn sammensted knyttedes til jobbet som sceneinstruktør.
Hans senere konflikter med teatrets direktør fra 1848 – Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) – betød omsider, at han fik sin pension i 1854. Uoverensstemmelserne havde også den effekt, at N. P. Nielsen måtte holde sin afskedsforestilling i Hofteatret på Christiansborg, idet Heiberg havde hindret en sådan på Det Kongelige Teater. Efter Heibergs fratræden var den nye direktion mere imødekommende og Nielsen optrådte derfor lejlighedsvis på teatret frem til sin død, ligesom han tilsvarende havde gæsteroller i både Sverige og Finland.
N. P. Nielsen blev i 1824 gift med skuespillerinden Caroline Walter (1795-1869), men ægteskabet blev opløst. I 1834 giftede Nielsen sig med skuespillerinden Anna Wexschall (f. Brenøe; 1803-1856) og hun kendes af eftertiden under navnet Anna Nielsen.
N. P. Nielsen
De kongelige skuespillere, ægteparret Anna (1803-1856) og ovennævnte N. P. Nielsen (1795-1860) boede her 1851-1856. De flyttede herfra til Fiolstræde 16.
Anna Nielsen
Carl Løffler (1810-1853)
Portræt af skuespillerinden Anna Nielsen
ca.1835 – Teatermuseet i Hofteatret på Christiansborg – public domain
Herlig og naiv annonce fra Illustreret Tidende nr.688, 1.december 1872
Virksomheder
Davids Samling har siden 1948 været offentligt tilgængeligt og blev grundlagt af ovennævnte højesteretssagfører Christian Ludvig David (1878-1960). Samlingerne består af europæisk og orientalsk kunst samt kunsthåndværk fra 1700-tallet. C. L. Davids Fond som er museets økonomiske fundament købte nr. 32 i 1989, hvormed lokaliteterne udvidedes betragteligt. Læs mere på museets hjemmeside
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
233 danske borgerhuse. Allan Tønnesen. Gyldendal. 1979 (s. 44-45).
Arkitektur DK 7-1991. Arkitektens Forlag. 1991.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Dansk Biografisk Lexikon tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. C. F. Bricka. 1887-1905 Se webudgaven her
Den præmierede by. Hans Helge Madsen og Otto Käszner. Arkitektens Forlag. 2003 (s. 226).
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s. 113).
Historiske Meddelelser om København. Årbog 1974. Udg. af Københavns Kommunalbestyrelse. 1974.
Hvem boede hvor – kendte danskere i 1800-tallets København. T. M. Sandau. Forlaget Sesam. 2001.
Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag, 2.udgave. 1968 (bind 1, s. 172-173).
Københavns Brandvæsens Historie. Arthur G. Hassø. Kjøbenhavns Brandforsikring. 1931 (om Julius A. Blom s.579-583).
København før og nu – og aldrig. Red. Bo Bramsen. Forlaget Palle Fogtdal A/S. 1996-1999 (bind 7).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk