Nikolajgade 22 / Dybensgade 19

Halds Gård

 

Dybensgade 19 - Nikolajgade 22 - lille - tv                    Dybensgade 19 - Nikolajgade 22 - lille - th


Opført: 1799

Matrikelnummer: 188, Øster Kvarter

Fredet: 1945

Arkitekt: ukendt


Beskrivelse

Ejendommen består af hjørnehus og forhus, der begge blev opført i 1799: 

 

 

Hjørnehuset med seks fag til Nikolajgade, et skråt hjørnefag samt fire fag til Dybensgade blev opført med kælder og tre etager for bagermester Andreas Borup. I taget ses syv kviste.

 

Dybensgade 19 - Nikolajgade 22 - 1

Hjørneejendommen med Dybensgade til højre

Foto fra marts 2007

 

Dybensgade 19 - Nikolajgade 22 - 2

Hjørneejendommens facade til Nikolajgade

Foto fra marts 2007

 

Dybensgade 19 - Nikolajgade 22 - 3

Porten til gården i Nikolajgade 22; bemærk vognstopperne ved soklen

Foto fra marts 2007

 

Dybensgade 19 - Nikolajgade 22 - 4

Foto fra marts 2007

 

 

Forhuset mod Dybensgade (nr.19) er opført over tre fag og har kælder samt fire etager. Over det midterste fag ses den charmerende gavlkvist. Huset fik nyt tag i 2007.

 

Dybensgade 19 - Nikolajgade 22 - 5

Dybensgade 19 med gavlkvist samt udligger og til venstre Nikolajgade 22

Foto fra marts 2007

 

Dybensgade 19 - Nikolajgade 22 - 6

Dybensgade 19

Foto fra marts 2007

 

 

Beboere

August Bournonville (1805-1879) – der regnes for den moderne ballets fader – havde her adresse i årene 1846-1848 og igen i 1857, som det fremgår af vejviserne og han opgives som Balletmester, første Solodandser og Dansedirecteur ved det kgl. Theater.

Blot otte år gammel optrådte han 1813 for første gang i balletten Lagertha, som en af Regnar Lodbrogs sønner og han blev senere den store fornyer af dansk ballet, hvor han som koreograf skabte over 50 balletter og her nævnes Sylfiden (1836), Napoli (1842), Et Folkesagn (1854), Fjernt fra Danmark(1860) og Valkyrien (1861). Efter i 1820 at have modtaget et stipendium til en studierejse til Paris flyttede han derned i 1824 og fik sig en alsidig balletuddannelse, som i 1826 kulminerede med udnævnelsen til solodanser ved Pariseroperaen.

I 1829 udnævntes han til solodanser og balletmester ved Det Kongelige Teater og godt 20 år efter sluttede dansekarrieren i 1848 med rollen som Valdemar i balletten af samme navn. Men som balletmester fortsatte Bournonville til 1877, hvor han bl.a. i 1870 opførte Lohengrin (den første Wagner-opera i Danmark), hvis sceniske indstudering var underlagt ham.

Sideløbende med sin karriere skrev Bournonville sin selvbiografi Mit Theaterliv, som udkom i tre dele over en periode på 30 år.

I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus omtaler Arthur Abrahams (1836-1905) flere af sin samtids kendte personer og nævner også August Bournonville, der kom i hans barndomshjem i Bredgade 38. Om Bournonville havde Abrahams´ far en gang udtalt:

Bournonville hører til de Mennesker, til hvem man kan sige Alt uden at sætte ham i Forlegenhed; jeg er ganske vis paa, at naar En sagde til Bournonville: >>Napoleon var ganske vist en genial Mand, men De er dog langt genialiere<<, saa vilde Bournonville i fuldt Alvor tage det for gode Varer, bukke og kun forbindtligt sige >>Aa!<<. Han vilde hverken rødme over Komplimenten eller tro, at man gjorde Nar af ham”.

August Bournonville

 

På adressen Nikolajgade 22, 2.sal boede skuespilleren Dirch Passer (1923-1981) i årene 1952-1953.

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.147).

Minder fra mine forældres hus. Arthur Abrahams. Det Schubotheske Forlag. 1894 (om August Bournonville, s. 28-31).

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – find ejendommens matrikelhistorie (søg under kvarter og matrikelnummer)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk