Pressens Hus
Opført: 1902-1903 / 1974-1976
Matrikelnummer: 168, Frimands Kvarter
Fredet: 1992
Arkitekt: Valdemar Ingemann & Bernhard Ingemann / Erik Korshagen & Jørgen Juul Møller
Beskrivelse
Matriklens to ejendomme består af forhus (1974-1976) og hjørnehus (1902-1903):
Skindergade 5 med de store glasfacader og asymmetriske sprosser kendetegner Pressens Hus i Skindergade, der opførtes i 1974-1976 af arkitekterne Erik Korshagen (1926-2005) og Jørgen Juul Møller (f.1913). Trods sit særpræg harmonerer ejendommen ganske fint med husrækkens øvrige facader og blev da også præmieret af Københavns Kommune i 1975. Husets alder til trods blev det fredet allerede i 1992.
Nr. 5 ses her efterfulgt af hjørneejendommen
Foto fra januar 2008
De store glaspartier afveksles af de mørkmalede stålplader
Foto fra januar 2008
På side 137 i bogen Historiske Meddelelser 1974 beskrives der, hvorledes man ved nedrivningen af det 1700-talshus som tidligere lå på grunden, bl.a. fandt ostindisk porcelæn fra midten af 1700-tallet, glas med Frederik V´s navnetræk, lange hollandske kridtpiber og et lommeur i en urkapsel af skildpaddeskjold!
Skindergade 7 / Niels Hemmingsens Gade 36-36 er en forretningsejendom fra årene 1902-1903, der blev tegnet af arkitekterne Valdemar Ingemann (1840-1911) og Bernhard Ingemann (1869-1923). Entreprenøren for selve opførelsen var murermester P. Gram og ejendommen blev bygget for ejeren af handelshuset S. Seidelin, grosserer Emil Hjort (1843- 1924). En læseværdig artikel herom kan læses i Illustreret Tidende, nr. 21, 23/02-1902.
Fra årene 1902-1903 stammer denne palæagtige hjørneejendom
Foto fra januar 2008
Ejendommens facade mod Skindergade
Foto fra januar 2008
Hjørneejendommens facade til Niels Hemmingsensgade
Foto fra januar 2008
Portindgangen via Niels Hemmingsensgade
Foto fra januar 2008
Virksomheder
Handelshuset S. Seidelin (manufaktur) lå på adressen Amagertorv 11 fra 1856, og flyttede i 1902 her til sin nybyggede ejendom Niels Hemmingsensgade 34-36 / Skindergade 7. Firmaet blev 1843 grundlagt i Holbæk af den dengang 24-årige S. Seidelin (1819-1904), der i 1856 overdrog forretningen til en medarbejder.
Fra Holbæk flyttede Seidelin så til Amagertorv og etablerede sig igen med succes, men overlod i 1884 ledelsen til sønnen David Seidelin (død 1901), svigersønnen Emil Hjort (1843-1924) samt medarbejderen P. C. Thamsen (død før 1910). Imidlertid blev faciliteterne for små og firmaet måtte flytte hertil. Fra 1901 var firmaets øverste chef grosserer Emil Hjort.
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Arkitektur 1976 (nr.2). Arkitektens Forlag. 1976.
Arkitekturguide København. Arkitektens Forlag. 2001.
Danmarks ældste forretninger. Udgivet af Ove Krak. Kjøbenhavn. 1910.
Den præmierede by. Hans Helge Madsen og Otto Käszner. Arkitektens Forlag. 2003 (s.259).
Historiske Meddelelser om København. Årbog 1974. Udg. af Københavns Kommunalbestyrelse. 1974.
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Illustreret Tidende. 1902. Nr. 21, 23/02-1902
Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk