Opført: 1794
Matrikelnummer: 51, Sankt Annæ Vester Kvarter
Fredet: nej
Arkitekt: ukendt
Beskrivelse
Store Kongensgade 53-55 blev opført 1794 for justitsråd Schaffenberg. Det står som dengang i fire etager og er bygget over 11 fag.
Foto fra juli 2006
Foto fra juli 2006
Beboere
I nr.55 boede lægen, professor J. D. Herholdt (1764-1836) omkring 1805.
Blot 19 år gammel tog han den lægevidenskabelige embedseksamen, hvorefter han fortsatte studierne ved Det Kirurgiske Akademi i Bredgade. Siden blev han ansat i søværnet, hvor han virkede under stillinger som overskibskirurg, reservekirurg, divisionskirurg og til sidst som stabsmedicus fra 1806.
På en afhandling om fosterdød under fødslen blev Herholdt dr.med. i 1802 og sideløbende med sit virke i søværnet, var han ekstraordinær professor på universitetet fra 1805. I 1818 blev han ordinær professor og virkede som overmedicus (d.v.s. overlæge) på Frederiks Hospital i perioden 1819-1826.
Privat drev Herholdt også en praksis med stor samvittighed og ligesom på hospitalet var denne præget af, at patienten var i centrum. Denne omsorg og samvittighed kostede ham dog jobbet på hospitalet idet ledelsen mente, at omkostningerne var blevet for store, men afskeden havde formentlig nok afsæt i en anden sag.
For trods sit flotte karriereforløb og en af sin tids fremmeste læger er det hans naive håndtering og behandling af Synålejomfruen, der har givet Herholdt en tvivlsom berømmelse:
Rachel Hertz (1793-1841) – der var en ung jødisk pige – blev af Herholdt i 1819 behandlet for nogle knuder, som viste sig at indeholde synåle. Hun forklarede dette med, at hun havde slugt flere breve synåle og at disse banede sig vejen fra indvoldene til huden. Den erfarne Herholdt troede forunderligt nok på hendes forklaring og skrev en latinsk afhandling derom, som dog fik andre læger til at så tvivl om Rachel Hertz´ forklaring.
Først i 1825 blev hun afsløret da hun af familien hun var anbragt hos konstant blev overvåget gennem et hul i døren. Snart kunne de konstatere at pigen selv stak nålene ind gennem huden! Året efter oversatte Herholdt sin afhandling til dansk og fortsatte sin beretning om Synålejomfruen, der selv stak mindst 400 nåle gennem sin hud.
J. D. Herholdt
David Monies
Professor, dr. med. J.D. Herholdt
1832 – Statens Museum for Kunst, www.smk.dk – public domain
Den i datiden populære Holberg-skuespiller J. C. Ryge (1780-1842) var bosiddende her i årene 1814-1816.
Det var som skuespiller og under navnet dr. Ryge, at han blev en kendt Holberg-skuespiller. Han var dr.med. og praktiserende læge i Flensborg, da han så sit snit til at bevæge sig over i en skuespillerbane; en bane han længe havde flirtet med.
Han aflagde prøve og debuterede i hovedrollen i Öehlenschlägers Palnatoke. Med sin kraftige og udtryksfulde bygning blev han den største fortolker af Öehlenschlägers barske helteroller; han opnåede sågar også gæsteoptrædender i udlandet.
Dr.Ryge som han blev kaldt var en kendt og elsket skuespiller, der også bestred de komiske roller med lune og myndighed, således flere Holberg-roller. Dr. Ryge spillede Christian IV i uropførelsen af Elverhøj i 1828, bl.a. sammen med andre af tidens store skuespillere som Johanne Luise Pättges (senere gift Heiberg), C. N. Rosenkilde m.fl.
J. C. Ryge
Kun i godt to års tid (1826-1827) var nationaløkonomen C. G. N. David (1793-1874) beboer her i huset.
I 1830 blev han professor i statsøkonomi og 1834 stiftede han ugebladet Fædrelandet, som til at begynde med blot var et oplysende organ, men snart tillige et politisk blad tilskyndet af den voksende liberale bølge. Da David imidlertid lod trykke stærke politiske artikler foranledigede dette sagsanlæg og tiltale. David blev frifundet i 1835, men året efter afskedigedes han som professor.
Ikke desto mindre førte denne sag det med sig, at Frederik den 6. nu ville indføre fuldstændig censur, men omtrent 500 af byens førende borgere sendte bønskrifter til kongen og et af disse blev besvaret med ordene “thi ingen uden Vi aleene kan være i stand til at bedømme, hvad der er Folkets sande Gavn og Bedste“. En formulering der i eftertiden er blevet stående som “Vi alene vide“; en understregning af Frederik den 6.´s opfattelse af, hvorledes landet skulle styres.
David var nu ikke helt ude i kulden, idet han i de følgende årtier fik poster som medlem af Nationalbankens direktion, overinspektør ved fængselsvæsenet o.m.a. Fra 1854 til 1873 bestred han stillingen som chef for Statistisk Bureau (nu Danmarks Statistik). Politisk blev han med tiden konservativ og var medlem af Folketinget 1849-1852 og senere Landstinget i årene 1866-1870.
C. G. N. David
Omkring 1828 havde skuespilleren Peter J. Frydendahl (1766-1836) her sin adresse.
Efter sin konfirmation var han hos herredsfogeden i Roskilde gået i lære for at uddanne sig til jurist, men opgav og søgte til Det Kongelige Teater, hvor hans far H. V. Warnstedt (1743-1817) var direktør.
Som skuespiller var han i perioden 1786-1793 knyttet til Det Kongelige Teater, dog uden at få et gennembrud og kun små roller holdt ham beskæftiget. Da Warnstedt forlod sin stilling tog Frydendahl sin afsked i april 1793 og fik ansættelse på et af farens holstenske godser. Allerede i februar 1795 vendte han tilbage til teatret, hvor han viste sine komiske evner og som sådan udfoldede sig i en menneskealder ved Det Kongelige Teater.
Frydendahls mimik regnedes for fremragende og han mestrede også Oehlenschlägers helteroller, ligesom hans sangstemme kunne bære store partier af operaer. I alt 485 roller nåede han at spille før han med Holbergs Barselsstuen optrådte for sidste gang den 2.oktober 1835.
Som sceneinstruktør fra 1816 gjorde han sig aldrig gældende eller som Robert Neiiendam udtrykker det i Dansk Biografisk Leksikon: “..som lærer for de unge var han mere det fuldendte mønster, de kunne efterligne, end pædagogen som forstod at fremhjælpe individuelle evner“.
Peter Frydendahl
Forfatteren og senere direktør for Det Kongelige Teater – Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) – boede her i årene 1828-1831.
Foruden sit ægteskab med skuespillerinden Johanne Luise Heiberg (f. Pättges; 1812-1890) er der i hvert fald to ting han huskes for: han skrev børnesangen Højt på en gren en krage og det nationalromantiske skuespil Elverhøj.
Som teaterdigter- og kritiker satte han om nogen anden dagsordenen for en stor del af tidens kultur. Det måtte Öehlenschläger blandt andet sande da Heiberg i midten af 1820erne fældede hårde domme over Guldhornene.
Især med vaudevillerne Aprilsnarene (1826) og Et eventyr i Rosenborg Have (1827) der med kvik og formfuldendt iscenesættelse blev store succeser, blev han dog snart et stort navn. Vaudevillerne oplevede han på sit tre år lange ophold i Paris (1819-1822), hvor han levede med sin landsforviste far P. A. Heiberg (1758-1841), der godt 25 år tidligere havde antastet kongen og borgerskabet i forskellige skrifter; han skrev bl.a. …ordener hænger man på idioter.
Sideløbende med vaudevillerne grundlagde J. L. Heiberg også bladet Kjøbenhavns Flyvende Post (1827-1830), hvori han indtog en kritisk stilling til ny litteratur og var streng i sine krav om, at værker var i overensstemmelse med digtartens tilhørsforhold.
Fra 1849 til 1856 var han direktør for Det Kongelige Teater, men uden succes da han praktiserede den enevældige ledelsesstil, som flere af tidens store skuespillere ikke bifaldte. Konsekvensen blev at flere skuespillere i stedet søgte til Hofteatret på Christiansborg og først vendte tilbage da Heiberg ikke længere var chef for nationalscenen.
J. L. Heiberg
Omkring 1834 sås officeren C. D. von Hegerman-Lindencrone (1807-1893) i vejviseren med adresse her i ejendommen.
Hegerman-Lindencrone
Da Christian de Meza (1792-1865) omkring 1857 boede i nr.55 havde han titel af generalmajor.
Han gjorde fra 1803 tjeneste i hæren og deltog som ganske ung i forsvaret af København under bombardementet i 1807. I 1821 udnævntes de Meza til kaptajn, 1842 til major, 1848 til oberstløjtnant, 1849 til generalmajor og endelig i 1863 til overgeneral.
En lang og noget broget karriere havde han over disse 60 år, men hans beslutning om tilbagetrækning fra Dannevirke-stillingen under krigen i 1864 blev begyndelsen til enden for de Meza, idet han undsagde de politiske instrukser om, at denne stilling skulle holdes. Men da preusserne den 1.februar 1864 gik over Ejderen, trak de danske tropper sig tilbage fra Dannevirke fordi de Meza indså, at et tilbagetog var nødvendigt. I al ubemærkethed trak danskerne sig tilbage om aftenen den 5.februar og først kl.04.00 den følgende morgen opdagede preusserne, at danskerne havde trukket sig tilbage.
I København følte krigsministeren sig krænket over de Mezas beslutning og kaldte denne til København. Christian de Meza trådte tilbage fra overkommandoen og genoptog igen posten som kommanderende general i København; en post han fik tilbage i november 1863. At ansvaret for tilbagetrækningen dengang var de Mezas og at den politisk var imod danske interesser, har eftertiden dog fundet rømningen som tvingende nødvendig, hvis man ville afværge det helt store nederlag.
I 1865 afskedigedes han fra hæren og afbrød så godt som al samkvem med sin omverden. Uden egentlig sygdom døde han pludseligt den 16.september 1865 i sin lejlighed på adressen Amaliegade 22. Christian de Meza var gift med en søster til officeren og politikeren A. F. Tscherning (1795-1874).
Christian de Meza
Landskabsmaleren Thorald Brendstrup (1812-1883) boede 1856-1857 i nr.55.
Thorald Brendstrup
Komponisten og organisten Christian Julius Hansen (1814-1875) boede her i ejendommen 1859-1861.
C. J. Hansen
Den socialt engagerede læge F. F. Ulrik (1818-1917) boede her fra 1866 til 1873.
Han tog den medicinske embedseksamen i 1840 og trods udsigten til en karriere i København nedsatte han sig i 1842 som læge i Hobro for, at blive sin tuberkulose kvit ligesom han også døjede med følgerne af tyfus. I 1864 flyttede Ulrik tilbage til København, hvor han fortsatte lægegerningen der i 1866 førte til stillingen som distriktslæge på Christianshavn. Meget af hans tid blev optaget af arbejdet for den socialhygiejniske bevægelse, hvis toneangivende kræfter var lægerne Emil Hornemann (1810-1890) og C. E. Fenger (1814-1884).
F. F. Ulrik agiterede ofte for bedre boligforhold i København og var medvirkende til, at Arbejdernes Byggeforening så dagens lys i 1865 (opløst i 1974), hvor han var dets næstformand fra stiftelsen og frem til 1888. Foreningens formål var med henblik på, at få opført sunde boliger for skibsværftets arbejdere. Det førte til opførelsen af de såkaldte byggeforeningshuse i Krusemyntegade, Kronprinsessegade, Gernersgade samt i Sankt Pauls Gade, hvor de i dag ligger som idylliske og velholdte ejendomme.
Oprindeligt var disse huse beregnet for tre familier, men i dag råder i de fleste tilfælde blot en familie over hvert hus. Husene 1-23 og 2-24 her i Krusemyntegade er fra årene 1870-1872 og arkitekten var Frederik Bøttger (1838-1920). Også andre steder i København fik foreningen bygget boliger, bl.a. i Sverigesgade, Kildevældsgade og ikke mindst Kartoffelrækkerne ved Søerne.
Læs meget mere om Arbejdernes Byggeforening i bogen Et lille hus i byen af Claus Bech-Danielsen og Marie Stender.
F. F. Ulrik
Kunstmaleren, illustratoren og forfatteren Louis Moe (1857-1945) boede her fra 1887 til 1889.
Louis Moe
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Et lille hus i byen. Red. Claus Bech-Danielsen og Marie Stender. Historika/Gads Forlag. 2015.
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.212).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Links
Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk